Signalforståelse først – dernæst kropslig forbedring.

Nu er jeg endelig kommet godt igang med longearbejdet med min unghest. Det har været lidt af en rejse dertil, på grund af at hun tidligere har været udsat for misrøgt, og fordi hun (viste det sig) ikke fungerede optimalt fysisk – hvilket udmøntede sig i, at hun var voldsomt stresset og derfor udviste en ret voldsom adfærd. 

Nu fungerer hun langt bedre rent fysisk og mentalt, og har ikke samme høje stressniveau, og hun er moden til at påbegynde de indledende øvelser til at blive ridehest.

Til en start valgte jeg at installere basis-signalerne i longen – altså frem, flytte skulder/brystkasse væk fra mig, drej og stop ude på sporet. Hun havde rigtig meget stress forbundet med ridebanen, og det var i starten svært at få ro nok på hende til, at jeg kunne lave jordarbejde som kræver mere ro og fokus fra hende (selvom hendes krop bestemt har brug for de mere løsgørende/smidiggørende øvelser).

Det er bare sådan, at vi ikke kan arbejde optimalt med hestens krop, hvis ikke hesten for det første er rolig i konteksten og for det andet har forstået, hvad signalerne betyder.

Jeg har altså set bort fra, at hun ikke brugte sin krop super sundt – faktisk har det været meget hovedet-op-ryggen-ned træning helt i starten.

Men efter et par gange begyndte hun at fange budskabet, og fandt ud af hvad opgaven gik ud på. Det skabte ro for hende, og hun begyndte at være mere afspændt i sin krop, og bevæge sig med sænket hals og et bedre flow igennem kroppen.

Det ændrer dog ikke på, at hun er uens på volterne, og at hun smider både brystkasse og ryg, så snart der kommer en smule mere energi på. Hun har brug for at blive smidiggjort og styrket i forparten, så hun bedre kan holde balancen rundt på volten.

Derfor er jeg nu – hvor hun er rolig og nem at kommunikere med – begyndt at starte med to simple øvelser som “opvarmning”;

Den første øvelse går ud på, at få hende til at træde tværs over et par bomme, for primært at skabe aktivitet og stræk i forparts-musklerne. Jeg går ved siden af hende, parallelt hen langs bommene, og beder det forben, der vender ind mod bommene om, at træde op-tilsiden-over bommen, som på billedet her:

Den øvelse gentager jeg flere gange til begge sider.

Øvelsen viser også hurtigt, om hesten har nemmere ved at åbne til den ene side i forhold til den anden side. For eksempel skulle min unghest hjælpes lidt mere til at tage sit højre ben over bommen i forhold til det venstre ben, hvor det var mere naturligt for hende med den bevægelse.

Den anden øvelse jeg laver med hende, er at bede hende skridte over en knæ-høj bom. Eller faktisk har jeg sat bommen ned i den ene side, så det er nemmere for hende her til en start. Denne øvelse skaber også aktivitet og stræk i forparts-muskulaturen;

Det er to meget simple øvelser, men ikke desto mindre meget effektive.

Jeg kunne straks se og mærke forskel, da vi efterfølgende trænede i longen. Hun var langt mere smidig med et bedre flow igennem sin krop, havde nemmere ved at være lige i kroppen længere tid af gangen og var generelt bedre afspændt og dermed mere afslappet. Jeg er sikker på, at jeg vil kunne se en stor positiv forskel om blot et par ugers træning på denne måde – og så kan jeg begynde at bygge flere smidiggørende øvelser på til den tid.

God fornøjelse med jeres sommer-træning 🙂

Lisette Norah

Psst.. Tjek hvornår jeg holder kursus næste gang, hvor vi nørder i, hvordan vi kan hjælpe hesten til at bevæge sig sundt; http://lisettenorah.dk/kalender/

 

Ønsker du at modtage masser af tips til træningen, e-bøger og mini-forløb? Så kan du melde dig på mit nyhedsbrev lige her (det er gratis og uforpligtende) -> [mc4wp_form id=”376″]

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *