Refleksioner om “calming signals”

Jeg har længe gået med en følelse af, at der er langt mere læring at hente, når jeg er sammen med hestene, end jeg umiddelbart får øje på. 

Min unghest har i særdeleshed “buldret og braget” for at komme igennem med sine budskaber, og ofte har jeg været ét stort spørgsmålstegn – Hvorfor bliver hun ved? (i øvrigt ret frustrerende, når man er så udemærket klar over at al adfærd hesten udviser, udspringer af en årsag.. det er ligesom ikke længere en mulighed bare at skyde skylden på hesten)

Da jeg begyndte at skrue ned for mine forventninger og mange planer, og i stedet bare bruge tid på at være sammen med hende, gik det hele lidt bedre. Så kunne jeg bede hende om lidt igen – stoppe op og finde tilbage til min indre balance, vente, og så bede om lidt igen.

Men jeg har været i en mindre konflikt med mig selv – på den ene side dominerer min viden om læringsteori, træningsmetoder og herunder bestemte “regler” for hvad man kan gøre – og hvad man i hvert fald IKKE må gøre. På den anden side har mit fintunede sanseapperat opfanget stemninger, følelser og givet mig lyst til at være blødere, (endnu) mere lyttende og åben for det, hesten bringer til bordet. Det har faktisk været lidt forvirrende, og jeg har ledt efter en forklaring (ja, for ligeså følsom og blød jeg er, ligeså meget har jeg brug for at forstå det)

Jeg har læst Rachaël Draaisma´s bog “Language signs and calming signals of horses” -> Læs mere på hendes side her:  https://calmingsignalsofhorses.com/en/?fbclid=IwAR0iVWaT6Rc5JLsm6HJraRYMxwKhcbA5xbqKo-Ys0bthK4qj1f0dnT7whIU

Bogen har givet mig masser af stof til eftertanke, og ret hurtigt begyndte jeg at se de forskellige signaler hos min unghest; i særdeleshed gab, smask, halv-lukkede øjne, kigge væk og vende sig væk – helt typiske signaler for hende.

I går var jeg så til foredrag med Ute Lehmann, som fortalte om Calming signals, og som havde en trænings-mæssig vinkel på tingene, som virkelig rørte mig dybt. Jeg fik sådan en AHA-følelse helt ind til knoglerne. Hun satte ord på alt det, jeg selv oplevede, men som jeg ikke helt kunne forstå – og som jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle handle på.

Noget af det jeg især fokuserer på i min træning og undervisning er at vente på hesten – vente på at den er okay med tingene. Jeg har bare ikke været dygtig nok til det. Jeg kan blive meget bedre til at genkende de små signaler og justere min træning efter det, så hesten bliver anerkendt for sit bidrag.

Noget af det, der virkelig rørte mig var da Ute stillede spørgsmål til det her med at sige “dygtig” til hesten. Noget jeg i øvrigt ofte gør, efterfulgt af en kiks. Hvem er vi, siden vi kan tillade os at tro, at vi er bedre end hesten – så meget bedre, at vi kan bedømme om den gør det godt nok til at få en belønning? Er det ikke bedre, at vi følges sammen med hesten, at vi træner sammen med hesten – i stedet for at det er os, der træner hesten?

I virkeligheden er det jo hesten, der træner os.

De træner os i at vente. De træner os i at finde vores indre ro og balance. De træner os i, bare at være i nuet.

Udfordringen er så at finde balancen imellem at lytte til hesten og agere ud fra de signaler hesten giver, og så at bede hesten om noget med en klar intention, så vi kan følges sammen i det vi gør. Men jeg er helt overbevist om, at det i høj grad er muligt – og mon ikke det sparker r*v, i forhold til egen personlig udvikling, at skulle fintune sanser og afstemme egne signaler til hestens behov. Jeg tror det.

Hvis du får muligheden, så læs endelig bogen og deltag på et kursus om calming signals. Vi kan altid blive klogere <3

Lisette Norah

Husk at jeg kører ud og underviser, og har udvidet mine ruter en del. Læs mere om undervisning og ruter lige her: http://lisettenorah.dk/undervisning/

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *