Når hestens eksteriør udfordrer..

Nogle heste er født med eksteriørmæssige fordele.. og så er der dem, med knapt så mange fordele. Det giver nogle udfordringer i træningen, og det kræver en ekstra indsats at få hesten til at bevæge sig sundt..

Vi kan have tendens til at ville forme hesten med tøjle og pres, men det er i virkeligheden kun med til at skabe endnu større udfordringer.

Jeg selv har altid haft en særlig kærlighed for de racer, der typisk er udfordrede i deres krop – heldigvis synes jeg det er spændende at nørde i, hvordan jeg kan styrke denne type hest bedste muligt.

Jeg har netop afholdt kursus omkring den forpartstunge hest – og her kom forskellige typer heste “på banen”, som glimrende case-materiale til at tale videre om hvorfor og hvordan. 

Jeg havde taget min egen gule-mule med, som i dén grad er udfordret af sin tunge forpart og stadig forholdsvis slappe underlinie, samt spændte lænd. Grunden til hendes udfordringer er (udover hendes naturligt tunge krop) at hun har udfordringer med at aktivere brystmuskulaturen og løfte sig fortil, så bagbenene kan komme med. Derudover har hun svært ved at holde ligeudretningen på venstre volte.

Her havde vi fokus på, at få mobiliseret og balanceret forparten ved hjælp af forskellige øvelser, blandt andet denne “zig-zag” øvelse, som “åbner” op i brystkassen, mobiliserer og styrker forpartsmuskulaturen:

På samme måde havde Stines ismule brug for hjælp til at løfte forparten af jorden; så snart hans hals/hoved holdning bliver for høj, overtager underhalsen,  brystkassen og ryggen ryger ned og han bliver hektisk og ude af takt. Han havde brug for hjælp til at være lige i brystkassen, som udgangspunkt for at kunne løfte sig, og få bagbenene med;

Da først han blev lige i brystkassen, skabte det plads til at han kunne strække sig frem og løfte sig i brystkassen – og så fik vi en lækker rentaktet trav OG galop – noget som ellers har været svært for ham tidligere.

Tine var også med og fik en lektion på hendes hoppe, som eksteriørmæssigt er overbygget. Derudover havde hun tendens til at “gå catwalk” og havde svært ved at gå ligeud og holde sig balanceret i kroppen. Hendes brystmuskulatur var underudviklet og spændt, så mit udgangspunkt var først og fremmest at løsne op i brystmuskulaturen, åbne op i brystkassen og “skille forbenene ad”; her varmede vi blandt andet op med en bomøvelse;

På billedet her, ses tendensen til den smalle forpart/forbenene i “catwalk”;

På billedet herunder, ses hvordan hoppen åbner op i brystkassen – øvelsen strækker, mobiliserer og styrker forpartsmuskulaturen. Hun har stadig tendens til at være lidt skæv i kroppen i øvelsen her;

Èn af de største udfordringer rytteren oplevede med sin hest var, at hun var meget flad i galoppen og langsom. Årsagen skal findes i forparten, som var ubalanceret og usmidig, så hesten ikke kunne løfte sig ordentligt af jorden fortil. Samtidig blokerede forparten for bagpartens energi.

Da forparten kom bedre på plads, og vi fik mere ligeudretning, kunne vi bede om mere energi bagfra, og der kom nogle fine momenter, hvor hun fik mere løft fortil. Der ligger et stykke arbejde forude for denne ekvipage, i forhold til at få styrket, smidiggjort og balanceret brystkassen, så hun løftes mere fortil. Faktisk vil man ved den rette træning fysisk kunne se, at hesten bliver mere harmonisk at se på, rent eksteriørmæssigt, og deraf også en sundere bevægelse med tiden.

Endelig var Tina og hendes unghest med.. sådan en type der blot skulle hjælpes lidt på vej, og så så det lækkert ud. Til at starte med, kom han hurtigt ud af balance og “væltede” ud eller ind af volten. Da Tina fik styr på at ligeudrette hans brystkasse, kunne han strække sig frem til biddet og løfte ryggen, samt aktivere og løfte brystkassen bedre. Så blev der plads til energien fra bagbenenes afskub, og han blev så vældig fin at se på;

Uanset eksteriør – om hesten er mere eller mindre “heldigt” bygget – Skal vi altså rigtig ofte finde årsagen til hestens udfordringer i hestens forpart. Når først forparten “spiller”, er det forholdsvis ligetil at få resten af hestens krop til at fungere sundt. (og hvem vil ikke gerne have en sund og stærk ridehest, der trives i sin krop?)

Hvad er udfordringerne hos din hest?

de bedste hilsner

Lisette Norah

psst.. hold øje med min kalender; jeg holder løbende kurser – og kommer også gerne til dig for at afholde kursus.

Du kan se mere her: http://lisettenorah.dk/kalender/

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *