Hvilken læring har din hest til dig?

Her kommer et indlæg med en lettere filosofisk tilgang – ikke desto mindre meget relevant i forhold til vores samarbejde med hestene.

Jeg har i en længere periode arbejdet rigtig meget med at hvile i mig selv – finde ro i mit sind og i min krop og bare “være”.

Min unghest har tydelig vist mig, at jeg skal skrue ned for min egen indre stress, min tankemylder og uro. Når jeg er i stand til det, har det en stor positiv effekt på hendes adfærd. 

Ikke kun har jeg kunnet bruge det sammen med hende, men i særdeleshed i mit øvrige liv – når andre mennesker og omgivelser “larmer” og stresser, er jeg blevet rigtig god til at bevare min indre ro – jeg plejer at kalde det “mit zen”.

Og den evne skal man ikke kimse af – slet ikke for sådan én som mig, der størstedelen af mit liv har levet i kaos og uforudsigelighed, og i mit voksenliv kæmpet for at finde mit sande jeg, den jeg rigtig er – og så finde ro i, at den rigtige mig faktisk er ganske fantastisk og helt i orden.

På det sidste har min kære unghest udfordret mig ekstra meget. Vi er blevet så gode til mange ting. Vi kan så meget sammen, som vi slet ikke kunne for bare et halvt år siden. Alligevel udfordrer hun mig rigtig meget for tiden – på trods af zen i store mængder.

Det har fået mig til at få hende undersøgt – der må være noget med hende. Hun blev tjekket for mavesår – intet at finde. Hun blev tjekket af kiropraktor – her var nogle ting der drillede, men ikke nok til at det ligefrem kan tilskrives årsagen til hendes til tider voldsomme adfærd. Nu får hun nogle tilskud, som skal hjælpe hendes krop og sind med at slappe af – og jeg er fortrøstningsfuld.

Men jeg er ret sikker på, at problemerne ikke bare forsvinder som dug for solen, blot ved at give tilskud. Lur mig om ikke der ligger en læring gemt til mig i denne omgang – det gør der altid 😉

Og det slog mig lige her i formiddags – jeg svarede en elev på et spørgsmål, og det gik op for mig, at svaret lige så godt kunne være til mig selv.

Det handlede om, at være forudsigelig og konsekvent..

Så røg der en masse oplevelser igennem hovedet på mig – oplevelser med andre mennesker der i en lang periode faktisk har behandlet mig rigtig skidt. De har talt ned til mig, behandlet mig som om jeg er mindre værd, trådt godt og grundigt på mig, og gjort mig rigtig ked af det.

Men jeg har ikke protesteret. Nej, som den “zen”-person jeg er, arbejder jeg hellere med mit indre jeg, og holder fast i at jeg er god som jeg er, og at deres behov for at trampe på mig siger mere om dem, end om mig. Jeg har ikke fået sagt fra – banket i bordet og sat min grænse, så de kunne forstå det. Og det har gået mig på.. som om jeg med min tavshed gav samtykke til at de kan behandle mig som de vil.

Så, når min unghest for tiden er ekstrem i hendes adfærd, når hun “vælter” ind i mig, overskrider mine grænser big time og bliver halv-farlig at være omkring, så er det da fordi hun skriger efter at kunne mærke mig. Hun har brug for at jeg sætter rammen, at jeg er tydelig i min kommunikation – og samtidig i “mit zen”. Og det tricky er, at det synes jeg jo allerede jeg er – altså tydelig og rammesættende, samtidig med, at jeg er i “mit zen”.. men nu gik det op for mig, efter cirka 500 vink med store vognstænger in my face – fra både min unghest og fra mennesker omkring mig – at sådan forholder det sig ikke i virkeligheden. Shit.

Så nu skal jeg til at arbejde (endnu mere) med mig selv igen (never ending story..)

Men hvor er det heldigt at jeg har sådan en kvik mule, der kan skære tingene ud i pap for mig – og hvor er det heldigt at hun ikke giver op, bare fordi “damen” er lidt sløv til at fange budskabet.

Tak for dig nullerdut, du holder mig ung <3

<3 Lisette Norah.

 

 

Modtag mit nyhedsbrev… ->

[mc4wp_form id=”376″]

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *