Husker du at undre dig?

De mennesker vi omgiver os med og det miljø vi befinder os i, er i høj grad med til at definere vores forståelse af “verden”. Sådan er det også i hesteverdenen. Der er uskrevne (og måske også skrevne) normer og regler for, hvordan man gør; hvordan man taler til hinanden, hvordan man taler om og til sin hest, hvordan man håndterer og træner hestene. Og jo længere tid man befinder sig i pågældende miljø, des mere kommer de tilhørende normer og regler til at “sidde på rygraden”, hvadenten det er hensigtsmæssigt eller ej. 

Jeg har selv, lige siden jeg var ganske lille, stillet (alt for mange, hvis man spurgte de voksne) spørgsmål til de normer og regler der er sat op. Hvorfor skal man gå i skole, hvis det gør én ked af det? Hvorfor skal jeg med til tante Odas fødselsdag, når jeg ikke bryder mig om det? Hvorfor skal jeg lære matematik, når jeg synes det er dumt? (det med matematik undrer jeg mig i øvrigt stadig over.. jeg har ikke rigtig lært det endnu, og det går da meget godt)

Generelt har jeg aldrig sådan uden videre bare fulgt strømmen uden at stille mig undrende overfor, hvorfor dit og hvorfor dat. Og jeg skal hilse at sige at man ikke nødvendigvis bliver populær, når man begynder at stille spørgsmål til andres gøren og laden. 

 

 

Sådan var det for mig – og sådan er det også for mange andre – i den traditionelle rideverden. At man begynder at få øje på al den stress, pres og kamp hestene udsættes for. Og hvis man spørger ind, er der sjældent en faglig begrundelse – nok nærmere “sådan har det altid været” (eller den klassiske “det siger min ridelærer”)..

Da jeg “konverterede” til den akademiske ridekunst (og jeg bruger begrebet konvertere fordi man på mange måder kan sidestille de forskellige ride-verdener med religioner) var det andre normer, værdier og regelsæt. Og umiddelbart også en del mere fokus på at begrunde det man gør. Alligevel var det “religiøst”. Man fulgte uddannelses-stigen, og man skulle ikke komme med forslag til kreative påfund, der ikke lå indenfor rammerne for den akademiske ridekunst. Det blev for rigidt for mig.

Når ting bliver rigide i “den højere sags tjeneste”, eller principper for princippernes skyld, giver det på ingen måde mening for mig.

Jeg synes ikke man kan skabe trivsel, glæde og sundhed for alle (heste såvel ryttere) i en fast kasse.. vi er nødt til at hente lidt hist og lidt her for at forholdene bliver optimale, naturligvis med en solid og saglig forklaring som grundlag.

Men det kræver mod at være “den” der står frem og undrer sig højlydt. Hvadenten du befinder dig i den traditionelle ride-verden, helt i den anden grøft eller midtimellem, vil der altid være normer og regler – og muligvis mennesker der bliver stødt, når du stiller spørgsmål.

Gør det alligevel – forhold dig sagligt til tingene. Både forhold i det omgivende miljø, men også din egen rolle i miljøet og i forholdet til din hest. Hvis du kan mærke at der er noget der ikke fungerer for dig eller din hest, så søg andre løsninger. Vær nysgerrig og undrende. Måske kan du bidrage med et højere refleksionsniveau hos de andre i det miljø du befinder dig – måske ikke. Og nogle gange er vi nødt til at bevæge os væk fra et miljø, for at skabe ét der er mere i tråd med den vi i virkeligheden er. Et miljø der giver energi, motivation og får os til at vokse.

Når vi forholder os åbne og undrende, kan vi meget bedre mærke hvad vi egentlig selv tænker, føler og fornemmer og være mere uafhængige af de normer og regler der er lagt i et givent miljø – og på den måde kan vi finde dét der bringer os og vores hest størst glæde og trivsel (Og det er helt i orden at tage omveje på vejen dertil).

Har du husket at undre dig for nyligt?

 

de bedste hilsner

Lisette Norah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *