Har din hest udviklet en adfærdskæde?

Indimellem kan man træne og træne.. og træne lidt mere, og synes man har lavet et super godt trænings setup. Og så gør hesten bare ikke helt, som man gerne vil, og det er svært at gennemskue hvor det er gået galt. 

dsc_0023

Jeg taler hele tiden om timing – “timing is everything” når det kommer til indlæring hos heste (og andre dyr). Derved mener jeg, at det er afgørende at vi husker at slippe det pres, vi udsætter hesten for, lige i det øjeblik hesten udviser den ønskede adfærd, og at vi umiddelbart efter giver hesten sin godbid (hvis godbidder ellers er en del af trænings setup´et). Grunden til, at vi skal time vores signal – eftergift – og belønning er, at det skal foregå indenfor hestens korttidshukommelse, for at hesten kan koble tingene sammen. 

Det er individuelt, hvor lang den enkelte hests korttidshukommelse er. Hos nogle heste er den forholdsvis kort, og så er det med at være kvik ift. at time signaler, eftergift og belønning. Men hvad så med de heste, hvor korttidshukommelsen er lang? Så har man bedre tid at reagere i, men det giver også mulighed for, at hesten kan udvikle en adfærdskæde. Noget man indimellem kan have svært ved at få øje på, når det er sket. 

Min egen plag, som agerer moviestar i en del af mine videoklip, har en lang korttidshukommelse – fandt jeg ud af 😉 Hun er koldblod, ret så cool generelt, og meget fodermotiveret – ergo er hun nem at træne, fordi stressniveauet (som regel) er på et nogenlunde stabilt og lavt niveau og hun vil danse salsa og trutte som en hornfisk for en kiks – hun gør hvad som helst – bare der er mad i sigte. 

Her til aften trailertrænede jeg hende. Hun var super cool som altid, no problemo, der var jo masser af kiks og hygge i den trailer. Jeg kunne gå ned til bagdelen og sætte bommen for uden problemer – men i starten gik hun lidt ud af traileren, hvorefter jeg beder hende gå frem og giver hende en kiks for at gå frem igen. Dette gentog hun så nogle gange – og så slog det mig: hun har lavet en adfærdskæde! Hun gør nemlig akkurat det samme på staldgangen, hvor jeg ellers synes hun efterhånden er blevet så dygtig til at stå stille. Men når jeg bevæger mig til bagparten, går hun et par skridt tilbage, jeg beder hende gå et par skridt frem, og hun får en godbid. Jeg er, helt ubevidst, kommet til at lære hende at hun skal gå et par skridt tilbage og så et par skridt frem for at få sin kiks. Og det samme viste sig her i traileren. 

Jeg er ret sikker på, at det er affødt af, at jeg i starten belønnede hende meget for at gå tilbage til udgangspunktet på staldgangen – altså, når hun hev i rebene, stod uroligt mm. gav jeg et signal til at bakke eller gå frem, og så fik hun kiks for, at stå stille der. Eftersom hun er meget fodermotiveret, og i starten udviste en del tiggeadfærd, er hun gået tilbage til mig (som har lommen fuld af kiks) når jeg bevægede mig til bagparten – og så har jeg bedt om frem og belønnet for frem (men i virkeligheden har jeg lært hesten: bak + frem = kiks).

Ikke så super hensigtsmæssigt egentlig!

Så lige et note: vær undersøgende på, om din hest har en lang korttidshukommelse, og opmærksom på, hvilken adfærd det i virkeligheden er, du forstærker din hest i at udvise 😉 

Rigtig godt træning til dig og din hest 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *