Forbered din unghest, så den er klar til tilridning.

Så blev det tid til dette års adventskalender, som i år skal omhandle hvordan du forbereder din unghest, så den er klar til at få rytter i sadlen.

I dette blogindlæg får du første afsnit ud af 4;

Den vigtigste og mest tidskrævende del af hele tilridningen foregår lang tid før vi overhovedet rammer sadlen – i hvert fald hvis vi ønsker at skabe et godt fundament for en sund og rask hest i trivsel. 

Rent fysisk er det vigtigt at hesten er klar til at bruge muskler, sener, led og knogler. Vi skal ikke kræve en masse fysisk arbejde af en hest, der i forvejen er godt igang med at vokse – så hellere skynde sig langsomt.

Hesten er først færdig med at lukke alle vækstlinier omkring 6-7 års alderen (afhængig af den enkelte hest) så al træning inden og op til denne alder bør være med hensyntagen til, at hesten formentlig fortsat er i vækst.

Det er generelt vigtigt at sikre sig at hesten er fysisk i orden, både i led, muskler og skelet, men også hove og tænder. Hestens skifter de sidste tænder i 5års alderen, og indvirken fra hovedtøj og bid kan hurtigt forstyrre rigtig meget, hvis ikke tænderne er tilset og passet jævnligt hos en hestetandlæge. Eftersom der sker en helt masse med tænderne på forholdsvis kort tid, er det med hele tiden at holde øje med tandspidser og deslige.

Desuden er det altid givet godt ud at få hesten tjekket grundigt igennem af en dygtig hestedyrlæge, der også har styr på tænder og bevægeapparatet hos hesten.

Ikke mindst bør man også sørge for at få ordnet hovene med et fast, jævnligt interval (og ikke først når hovene er blevet for lange). Tænk på at hesten skal bære sine mange kilo på en forholdsvis lille flade, og holde balancen alt imens den også skal kunne løse de opgaver vi stiller den. Derfor er det alfa omega at alle 4 hove er trimmet i korrekt balance. Sparer man på denne post, kan det ret hurtigt få konsekvenser for resten af hestens krop, f.eks. i form af ømheder og/eller skævheder.

Mentalt set er det vigtigt at hesten er vant til at være i hænder. At den er nem at håndtere på stalden; under daglig pleje, ved dyrlæge, hovtrimmer og deslige. Ved almindelig håndtering på fold, på gåture osv.

Hesten skal helt generelt være med på, hvilke basis-signaler der betyder hvad fra jorden ved almindelig håndtering, før vi kan gå igang med den reelle træning. Med basis-signaler tænker jeg på stop, frem og drej i grimen.

De første år af hestens liv kan man sagtens bruge på at træne ganske almindelig håndtering; f.eks. kan man sørge for at give hesten forskellige oplevelser ved at gå ture og lære trafikken at kende, gå forbi folde med fremmede heste, flokke af køer og i øvrigt give sig god tid, så hesten får en god oplevelse hver gang. Hav hele tiden netop dét fokus; at hesten skal have en god oplevelse hver gang den er sammen med dig. Hellere skrue lidt ned for kravene og skabe en god oplevelse, end at overskride hestens grænse.

Hvis du tager dig tid og tålmodighed til at gøre dette store forarbejde, vil det være forholdsvis problemfrit, når tiden kommer til at selve træningen kan påbegyndes.

I næste afsnit skal vi se på, hvordan du sikrer at hesten kender de signaler du skal bruge – så den ved, hvad du gerne vil have den til at gøre med sin krop under træning.

 

Rigtig dejlig december til dig og din mule.

de bedste hilsner

Lisette Norah

Vil du gerne vide mere om hvordan hesten lærer nyt – hvordan du vænner din hest til nyt, og generelt træner den på en effektiv måde der samtidig tager hensyn til hestens naturlige adfærd? Så kan du melde dig på mit nyhedsbrev, og modtage mit mini-forløb om netop det (plus masser af tips, video, e-bøger plus det løse) – læs mere lige her ->

http://lisettenorah.dk/kommunikation-i-hestehoejde-gratis-mini-forloeb/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *