Forbered din unghest, så den er klar til tilridning – del 3.

Glædelig 3. søndag i advent. 

I dette afsnit skal vi se på hestens krop med fokus på sund bevægelse – og hvordan du kan smidiggøre og styrke din hest, så den er stærk og klar til at få rytter i sadlen.

I min optik er det vigtigt som udgangspunkt at forstå hvorfor vi træner hesten, som vi gør – derfor kommer der først og fremmest lidt overordnet teori om hestens anatomi og biomekanik; 

Halshvirvler, brysthvirvler og lændehvirvler sidder i forbindelse med hinanden, som perler på en snor. Hele denne hvirvelsøjle er omgivet af små muskler, som er med til at stabilisere og balancere rygsøjlen.

Sker der en ubalance ét sted i hvirvel- søjlen, vil det skabe problemer andre steder i hvirvelsøjlen også, hvilket forplanter sig til resten af kroppen. Blandt andet af den grund er det vigtigt at holde hvirvelsøjlen ligeoprettet, når vi træner hesten, så der ikke forekommer “knæk”.

Hestens hvirvler set ovenfra:

Hestens skelet består (groft sagt) af forparten, hvor størstedelen af belastningen ligger, og bagparten, som sender afskub og energi igennem hestens krop. Hestens ryghvirvler er konstrueret som en bro mellem forpart og bagpart – og det er her vi som ryttere placerer os – endda på forparten, hvor hesten i forvejen er mest belastet (og derfor er det så sørens vigtigt, at hesten trænes korrekt – så den har styrken til at bære os)

Langs hele overlinien, løber overlinieligamentet, som består af hhv. Nakkebåndet og rygbåndet. Overlinieligamentet stabiliserer, bærer og er med til at løfte hvirvelsøjlen (Det rødt markerede på billedet herunder)

Det er vigtigt at hvirvelsøjlen løftes, da musklerne derved kan arbejde frit. Det er nødvendigt, da den lange rygmuskel vil blive forhindret i at formidle energi fra forpart til bagpart, hvis den samtidig skal stive sig, for at bære rytterens vægt.

Når hesten strækker halsen frem og “ud af kroppen” og med sænket hals og hoved, sker der en udstrækning af nakkebåndet (den del der går fra nakke til torntappene ved lansemærket). Dette bevirker, at torntappene (v. lansemærket) trækkes frem. Via dette træk frem i torntappene, sker der også en udspænding af rygbåndet (som går fra lansemærket til de første halehvirvler).

Samtidig skabes der et træk opad i de nederste halshvirler. Basen af halsen løftes og den øverste del af halsen sænkes – halshvirvlerne danner en bue-form, som illustreret på billedet her:

Således løftes hele hvirvelsøjlen via hals og rygbånd, og de underliggende bevægelses-muskler kan arbejde frit.

Herunder ses et billede af den lange rygmuskel (i bedste klippe- klistre stil) som er den, der formidler energi frem og tilbage mellem forpart og bagpart. Ergo – hvis ikke hals og rygmuskulaturen fungerer, vil det hæmme funktionen i bagparten.

Når hals og rygmuskler kan arbejde uhindret, vil hesten udvikle sin muskulatur langs hals og overlinie.

Og det er netop dét jeg gerne vil frem til – hesten kan sagtens blive stærk og smidig i sin krop blot ved arbejde fra jorden, og således blive fysisk klar til at der skal rytter i sadlen.

En anden ting, der er vigtig at have for øje er at hestens brystkasse balanceres lige. Hestens forben er fæstnet på en stor muskelmasse omkring brystkassen – hvis denne muskelmasse er slap, usmidig, stram og/eller ude af balance, skaber det store problemer for resten af hestens krop. Derfor; endnu en grund til at ligeudrette hesten, i særdeleshed når den skal sætte muskler og blive smidig og stærk i sin krop.

Hvis du gerne vil dykke dybere ned i anatomien og funktionen af hestens forpart, har jeg skrevet et blogindlæg om det, som du kan læse lige her: http://lisettenorah.dk/styrk-din-forpartstunge-hest-med-longetraening/

Hvordan lykkes du så med at ligeudrette hesten, så den bliver smidig, stærk og sætter muskler de rigtige steder? 

Der er mange gode øvelser der tager hensyn til den enkelte hests eksteriør og behov. Her i dette indlæg vil jeg nævne nogle få, men effektive øvelser, der er med til at skabe et rigtig godt og sundt fundament for din fremtidige ridehest.

En meget simpel og alligevel effektiv øvelse er, at lade hesten træde tværs over en bom. Du trækker din hest hen så hestens krop er parallel med bommen. Det forben der er tættest på bommen skal træde op-frem-tilsiden over bommen, således at hesten løfter benet ekstra godt og dermed aktiverer musklerne i og omkring brystkasse og forben, samtidig med at “til-side”-bevægelsen smidiggør forpartsmuskulaturen. Denne øvelse gentages lige meget til begge sider.

Måske vil du se, at hesten har sværere ved at træde over til den ene side, hvilket er en fin indikator på, at hesten er mere stram og ufleksibel til den side og har brug for at blive løsnet mere til denne side – du kan i det tilfælde træne lidt ekstra til den side, i en kortere periode, til du oplever, at hesten træder ens til begge sider.

Du kan med fordel ligge to bomme i forlængelse af hinanden, så er det nemmere at koordinere bevægelsen, så det passer med hestens naturlige flow.

Illustreret i klippet herunder: 

Drejet over bommen her – altså hvor brystkassen er lige over jorden, og forbenet “åbner” i drejet – kan du med fordel tage med dig i den øvrige træning. Det kan være når hesten skal dreje omkring en kejle, eller blot flytte sig på staldgangen. Jo mere du husker hestens krop på stå bredt og at balancere sig i brystkassen, des hurtigere bliver det en vane – og dermed nemmere i træningen.

For både at arbejde med hestens grundform, balance, smidighed og styrke, kan du longere hesten i en firkant frem for en volte. Brug meget gerne kegler som hjørner. På den måde får du nogle lige stykker, hvor du kan tjekke at hesten er lige i sin krop, og samtidig får du ovennævnte drej. Hesten øver sig altså i at ligeudrette sin krop også i drejene.

Se med i klippet her, hvor skønne Valencia viser et godt eksempel på longetræning; https://www.youtube.com/watch?v=kAFE3hVkH4E

For at kunne lykkes med at ligeudrette hesten i longen er det vigtigt at du har mulighed for at hjælpe den med de rigtige signaler – dertil skal hesten lære signalerne frem, stop, drej og skulderflyt.

Læs med i blogindlægget her, hvis du vil dykke ned i, hvordan signalerne indlæres; http://lisettenorah.dk/laer-din-hest-signalerne-i-longen/

Et sidste tip er at starte træningen allerede på staldgangen med mobiliserende øvelser;

  • Først en god og grundig strigling, så hestens muskler varmes op.
  • Herefter udstrækning lige frem/ned med forbenene, og bagbenene lige tilbage/ned og lige frem/ned.
  • Alle fire ben kan roteres i små cirkler, hvilket skaber bevægelse og løsner længere oppe i hhv. hofteled og skuldre.
  • Du kan også lave bækkenvip.

Så er hestens muskler, sener og led klar til træning.

Efter træning kan det være en god idé at slutte af med gulerodsøvelser, hvor hesten strækker hals/hoved hen imod hhv. skulder, bækken, baghove, bringe og mellem forbenene.

Husk på at udstrækninger altid foregår på hestens præmisser – den får selv lov at strække sig efter en godbid, det er aldrig noget vi “tvinger den” til at udføre. Har hesten evt. svært ved at strække sig til den ene side, er det en god indikator på, at der måske er en skævhed eller ømhed. Måske bliver det bedre med træning og nævnte øvelser – hvis ikke bør du kontakte en behandler, som kan hjælpe med at løsne op.

I næste og sidste afsnit skal vi se på, hvordan vi vænner hesten til udstyr. 

Rigtig dejlig december til dig og din yndlings-mule

de bedste hilsner

Lisette Norah

Vil du gerne nørde endnu mere i hestens krop og sund bevægelse? Så kan du melde dig på mit nyhedsbrev, hvor du får masser af viden om knogler, muskler og ikke mindst hvordan du kan træne din hest stærk, smidig og sund – så den kan holde som ridehest i mange år. Læs mere og meld på her (gratis og uforpligtende): http://lisettenorah.easyme.dk/?id=20

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *