Du kan altid blive klogere..

Jeg snakker en hel del om det der med, at være god til at aflæse hesten. At kunne se om hesten mærker smerte eller ubehag – at kunne mærke, at den er unødigt stresset – for derved at kunne handle på det. Det har taget noget tid at nå dertil – at kunne aflæse heste. Og jeg er sikker på, at jeg endnu har meget at lære. 

Jeg sad og så på gamle billeder af min elskede, afdøde hoppe – billeder fra dengang jeg ikke var så hippie-agtig som jeg er i dag. Dengang jeg fulgte flokken og gjorde som “alle de andre”, ude af stand til at se, at min hest råbte til himlen af ubehag. Jeg var opsat på, at min hest skulle bevæge sig på en bestemt måde, i en bestemt form. Og dengang betegnede jeg mig selv som værende typen “der træner på hestens præmisser”, jeg gik nøje op i at min hest intet manglede – hun skulle bare have det godt. Men det havde hun ikke – det kan jeg tydeligt se nu.

Jeg deler her et billede jeg tidligere syntes var super fedt – En fremadgående hest i “rette form” – power og wow-effekt (eller.. det lugtede i hvert fald lidt af det). Et billede jeg stolt viste frem på fjæsen. Når jeg ser på det i dag, får jeg ondt i maven over at se udtrykket i min hoppes ansigt – hun nyder absolut ikke situationen her, tværtimod udviser hun en del tegn på ubehag:

milatrav2

Jeg kan huske, at hun piskede med halen, når jeg pressede hende lidt ekstra som på billedet her, og som du måske kan ane, er der sammentrækninger af musklerne omkring øjne, mund og udspilede næsebor, ligesom ørerne er “sænket ud til siden”. Jeg har sørme endnu et par eksempler – hvor det er endnu tydeligere:

Mila trav mila painface1

Trekantede øjne, spids mule, masser af spænding.. jeg kunne måske undskylde mig med, at det jo bare er et “øjebliksbillede”.. jojo, der var vel nok billeder, hvor hesten ikke så helt så presset ud.. men der er ingen undskyldninger; hesten på billederne viser tydelige tegn på ubehag – sandsynligvis smerte. Og det var mig der pådrog hende det. Mig, der ellers altid red hende med en “let kontakt” og stilede efter, at hun skulle gå i eller foran lod.. billederne viser det modsatte.

Og hvorfor udstiller jeg så mig selv på denne måde?

Det gør jeg for at fastslå at ingen er fejlfri. Vi har allesammen lært at gøre tingene på forskellige måder, vi har allesammen hver vores opfattelse af “god hestetræning”. Men i mine øjne er verdens bedste hestetrænere de, der tør standse op og være undrende på, om der mon kan være andre måder – om der findes andre veje til endnu bedre træning, endnu bedre vilkår, for både hest og rytter. En træner, der formår at aflæse hesten og hele tiden designe træningen efter hestens velbefindende – fremfor at proppe hesten ind i en kasse, den ikke kan være i.

Jeg er måske lidt selvfed, sådan at påstå, at jeg befinder mig iblandt de bedste hestetrænere. For det er jo det jeg påstår – eftersom jeg på ingen måde er færdig med at blive klogere. Jeg tør udvikle mig og blive klogere – jeg tør indse, at det jeg sagde for tre – seks eller ti år siden, er noget, jeg ikke er enig i længere. Og jeg tør stå ved det, og lade andre folk tænke, tro og sige lige præcis det, de har lyst til.

Lad dette være en opfordring til, at du tør være nysgerrig på, om tingene faktisk er helt sådan, som du tror de er. Har din hest det så godt, som du tror? Oplever din hest, at du byder den lette hjælpere og positiv kontakt i træningen? Kan der muligvis skrues på nogle ting – kan du muligvis blive endnu bedre til, at aflæse og lytte til din hest?

Og når det så er sagt – så husk at klappe dig selv på skulderen for at gøre det bedste du kan allerede – velvidende at der er plads til forbedring 🙂

//Lisette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *