Det tunge valg..

Der følger mange glæder med, når man har hest – men også stunder med frustration, tvivl og bekymring. Og der følger også et stort ansvar med, og på et tidspunkt er vi nødt til at træffe et ret så vigtigt valg, hvis vi af den ene eller anden grund ikke længere kan beholde hesten – eller hvis hesten af den ene eller anden grund ikke trives. 

Da jeg købte min gulemule vidste jeg godt at hun var fysisk udfordret – altså som i meget udfordret. Men jeg vidste også at man kan nå langt med den rette træning.

Hun blev mere og mere smidig, begyndte at sætte flotte muskler de rette steder og blev mere og mere stabil i alle tre gangarter – efterhånden også med rytter. Men! Da hun ikke længere kompenserede ved at spænde alle mulige (og umulige) steder i kroppen, blev det tydeligt at hendes bagben ikke kunne holde til at bære (meget) vægt.

Med dyrlægens vurdering valgte jeg at “deltids-pensionere” hende, og jeg fandt en familie der ville låne hende på ubestemt tid. Der blev skrevet kontrakt på, at hun kun måtte bruges til hygge og skridtture med mindre børn.

Desværre kunne de ikke længere have hende, så nu er hun kommet hjem til mig igen. Og hvad gør jeg så nu?

Det er én af de ting der har fyldt enormt meget hos mig i en periode.

Gulemule trives ikke i en stor flok, hun bliver hvinsk og stresser – så hun ville ikke trives hvor min unghest bor, hvilket ville betyde at jeg skulle gå på kompromis og enten finde et helt andet sted at stille de to sammen eller have dem to forskellige steder – begge muligheder føles helt forkerte for mig! Jeg kan ikke ride på hende – og jeg ved med mig selv, at jeg ikke ville få gået ture med hende dagligt for at holde benene igang – og så forværres hendes tilstand.

Skulle jeg så sælge hende? Nej – det er ikke en mulighed i mine øjne. Hvis jeg sælger hende overlader jeg hende til en uvis skæbne. Jeg kan ikke sikre, at hun bliver skånet og passet som hun har brug for.

Hvad med at låne hende ud igen? Det kunne jeg måske godt – måske kunne jeg faktisk finde et sted, der kunne leve op til kravene så hun kunne trives, og måske kunne det blive hendes forevigt hjem. Men risikoen for, at hun kommer tilbage til mig vil være der – og skulle jeg så sende hende videre igen til endnu en ny familie? Nej, hun skal ikke være kastebold.

Kunne jeg have hende hjemme, havde jeg lavet de perfekte rammer til hende. Så kunne hun gå hjemme og blive nusset og forkælet til hun ikke kan stå på sine egne ben længere.

Jeg kan ikke holde hest på “halvdårlige” vilkår. I min optik skal hesten vaccineres, have ordnet tænder, have behandlinger og dyrlæger efter behov, og hovene skal ordnes hver 6. uge. Den skal fodres ordentligt og passes til UG med stjerne, kryds og bolle – uanset om den er gammel og slidt, eller en ung og velfungerende ridehest. Og det er en dyr fast udgift – hver måned.

Efter at have vendt mulighederne tusinde gange med mig selv, med kollegaer og veninder – og med min hund sågar – fandt jeg frem til at det rette valg er at give gulemule fred. Hun skal ikke trækkes igennem mere nu.. hun skal ikke ud og finde sig i flere børn der kravler rundt på hende og hiver i hendes ører, hun skal ikke vænne sig til nye steder og mennesker, og hun skal heller ikke stilles væk på en fold og blive glemt.

Det er SÅ svært at tage det valg – men det er mit ansvar og det er vigtigt at jeg lever op til det.

De næste par uger skal gulemule nusses og hygges om, forkæles og krammes alt det vi overhovedet orker – og så følger jeg hende over regnbuen til de evige græsmarker <3

<3

Lisette Norah

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *