Det er okay at skrue ned for blusset..

Siden jeg fik børn har jeg været udfordret på det dér med tiden. Det med, at være en god mor for mine børn og samtidig følge mine drømme, alt imens jeg passer et fuldtidsjob for at dække alle udgifterne, forsøger at holde bunkerne af vasketøj, nullermænd og legetøj nede, sørge for at min familie får noget forholdsvis sund mad indenbords – og og og, så skal man helst være overskudsagtig og “den man var, inden man fik børn”. 

Det er bare ikke en mulighed, uden at blive helt bims i bøtten. Ikke for mig i hvert fald.

Og det har været vildt svært at erkende, at jeg ikke længere træner mine heste hver eneste dag, som jeg før gjorde. At jeg ikke deltager i det ene kursus efter det andet, som jeg før gjorde. At jeg ikke er ligeså slank og adræt på min store varmblodshest, som jeg var førhen.

Det var med ekstra mod, da jeg købte min fjordhest. En fjordhest!! Hallo dame, hvor blev ambitionerne lige af? Skulle du ikke forestille at være rideinstruktør?

Og når andre i hesteverdenen undrer sig over, at jeg ikke tager det næste åbenlyse skridt i ambitions-retningen, så skær det lidt i hjertet. Ikke fordi, at andre ikke kan sætte sig ind i, at mine små børn altså prioriteres højere, end sådan en fantastisk mulighed. Ikke fordi at jeg måske presses lidt af, at andre har større, flottere og vildere ambitioner end mig. Men mest af alt fordi jeg er igang med at indse, at det slet ikke er mig længere.

Jeg har ikke lyst.

Jeg har til gengæld lyst til at blive klogere på netop de emner, der giver mening for mig. Jeg har lyst til at strigle min pony og ae den på mulen. Jeg har lyst til at træne den på banen og ride en tur i skoven et par gange eller tre om ugen – for det er der, jeg har sat tid af til det. Jeg har lyst til at sk*** højt og flot på, hvad andre tænker, og om jeg mon ser flot nok ud på min fjordhest, og om vi mon er ambitiøse nok.

Det er ligesom bare ikke vigtigt længere.

To børn satte tingene i perspektiv. To børn fik mig til at se en dybere mening med livet – en mening med livet, som kun jeg selv kan definere. Der er ingen andre, der kan definere hvad der gør mig lykkelig og fri.

solnedgang-gulemule

Jeg bobler over af glæde, når jeg kan kramme mine unger og bruge en hel dag sammen med dem. Jeg bobler over af glæde, når jeg kan tilbringe tid med mig selv, og det jeg elsker at lave. Jeg bobler over af glæde, når kommunikationen med min søde mule er blevet finere og blidere, siden sidst, og når den trives bedre, end den har gjort. Jeg bliver helt høj, når jeg hjælper andre mennesker med at få en mildere og mere positiv kommunikation med deres heste, og når jeg rykker dem nogle skridt videre af rideglædens vej. Det er jo for dælen det, det handler om. Glæde!

Og så er det fuldstændig underordnet hvad andre render rundt og laver – for jeg er jo glad i det, jeg befinder mig i.

Og det skal jeg lige vænne mig til. At det faktisk er okay at være helt tilfreds og glad, selvom min ren stammede varmblodshest er skiftet ud med en gul pony på grønt pas, og at vores ambitioner er at have det lykkeligt og være glade sammen.

Det er ikke bare okay – det er super fantastisk <3

//Lisette Norah

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *