Mere harmoni i samarbejdet med din hest – del 2

2. søndag i advent. 

Så blev det 2. søndag i advent 🙂 

Sidste søndag var vi omkring hestens naturlige adfærd. (hvis ikke du har læst del 1, kan du finde den her: http://lisettenorah.dk/mere-harmoni-i-samarbejdet-med-din-hest-del-1/ )

Denne søndag skal vi kigge nærmere på den læringsteoretiske del der omhandler at øge sandsynligheden for mere af en given adfærd.

LÆRINGSTEORI

Hvis vi gerne vil skabe en ukompliceret og venlig kommunikation med vores hest, er det vigtigt, at sætte sig ind i, hvordan hesten lærer. Med viden om hvordan hestens hjerne fungerer, og fra hvilke instinkter hestens adfærd udspringer, kan vi lære hesten nye ting på en effektiv og hestevenlig måde, så hele samarbejdet med hesten bliver mere tillidsfuldt og harmonisk.

dsc_0023

Her følger nogle begreber og konkrete værktøjer, jeg arbejder ud fra, når jeg træner heste:

Negativ forstærkning: Ordet negativ indikerer, at vi fjerner noget (vi trækker fra/minusser) Vi giver hesten et signal – tag i tøjlen, pres med benene, dut med pisken, eller andet, hesten kan mærke – og lige i det sekund hesten gør det, vi gerne vil have den til, fjerner vi presset/signalet – og hesten forstærkes herved til at gentage denne ønskede adfærd, næste gang vi giver den samme signal.

Grunden til at negativ forstærkning er effektivt er, at hesten er motiveret for at slippe for smerte og ubehag – så den vil forsøge forskellige ting for at slippe for det ubehagelige, og er som regel ret hurtigt til at fange, hvad der får det ubehagelige til at forsvinde. Det er også derfor at heste ofte gentager en uønsket adfærd, hvis den har oplevet at denne adfærd betyder, at den slipper for noget ubehageligt. Et godt eksempel er en hest, der af en eller anden grund føler ubehag ved at have rytter på ryggen – den udviser en uønsket adfærd (f.eks. buk/stejl el.lign) og rytteren falder af. Ergo slipper hesten for det ubehagelige pres fra rytterens vægt, og motiveres til at gentage adfærden, næste gang den mærker rytterens vægt.

Positiv forstærkning: Her tilføjer vi noget, der er udelukkende rart for hesten. Typisk kan det være en godbid eller at blive kløet på det allerbedste klø-sted (afhængig af, hvad hesten er mest vild med). Hesten er i større eller mindre grad fodermotiveret, og hvis den oplever at få en godbid lige efter den har udvist en bestemt adfærd, vil den blive forstærket i at gentage denne adfærd næste gang.

*** Kombinationen af negativ og positiv forstærkning er den mest effektiv træningsmetode at anvende ***

Når vi anvender begge dele sammen – som jeg typisk gør, når hesten skal lære noget nyt – gælder følgende:

Eksempel: Hesten skal lære at standse. Jeg tager i grimen, for at give hesten signalet til stop. Hesten prøver evt. Forskellige ting, hvis ikke den ved, hvad signalet betyder, men jeg holder mit signal og skruer en anelse op, hvis hesten ikke reagerer som ønsket. Hvis hesten fortsat ikke forstår signalet, kan jeg “dutte” med en pisk på bringen, for at tydeliggøre mit stopsignal. Lige i sekundet, hvor hesten standser, slipper jeg mit tag i grimen fuldstændig, og kvitterer i sekundet efter med en godbid.

 Altså er timingen meget vigtig – at slippe presset og umiddelbart efter give godbidden. Det er med at være kvik – hvis der går for lang tid, kan hesten ikke koble tingene sammen. Signal – hestens reaktion – og belønning skal nå at ske indenfor hestens korttidshukommelse.

Negativ straf: Her fjerner vi noget, hesten gerne vil have. F.eks. fjerner vi spanden med foder, når hesten kommer med tænderne først, og venter med at give foderet, til når hesten har taget hovedet bort. Denne metode kan bruges i nogle sammenhænge og fungere godt, men er ikke den træningsmetode jeg anvender mest.

Positiv straf: Her tilføjer vi noget, der er ubetinget ubehageligt for hesten – f.eks. bider hesten, og så slår vi den. Hesten lærer ingen ny, ønsket adfærd, men oplever blot en straf for at have gjort noget, den ikke må. Det er ikke nogen effektiv eller hensigtsmæssig metode at anvende, og jeg tager stærk afstand fra denne metode.

 Shaping: Jeg bruger altid shaping, når hesten skal lære noget nyt. Shaping betyder, at man lærer hesten den nye adfærd lidt af gangen. Hvis vi tager fat i eksemplet med stopsignalet igen, vil jeg i første omgang ikke kræve at hesten bliver stående stille, men blot at den standser ganske kort. Når hesten er god til det, vil jeg vente med belønningen (godbid) til når hesten har stået i to sekunder – og så fremdeles gradvist øge kravet.

Operant betingning: Et operant betinget signal er et signal, der har betydning for hesten. For eksempel er både negativ og positiv forstærkning operant betingning, fordi det er noget, der har en konsekvens for hesten.

Klassisk betingning: Et klassisk betinget signal er f.eks. et auditivt signal (f.eks. ”prrr” når hesten skal standse) eller et visuelt signal (f.eks. kropssprog). For at lære hesten at reagerer på et klassisk betinget signal, skal det kobles på et operant betinget signal. – Hvis vi lige tager eksemplet fra før: Hestens stopsignal i grimen skal være helt på plads, før vi kan få en god reaktion på f.eks. lyden ”prrr”:

For at indlære ”prrr” som stop-lyd, siger vi ”prr”, tager i grimen med det samme, og slipper presset så snart hesten reagerer. Vi gentager x antal gange, og hesten vil efterhånden associere ”prr” med, at der lige om lidt kommer et pres i grimen, og efterhånden stoppe når den hører ”prr”, for at undgå presset.

Det er altid vigtigt at hesten adlyder et fysisk signal/pres godt, for hvis vi befinder os i en situation hvor hesten er meget stresset – f.eks. på tur, hvor den bliver bange for en traktor eller andet, og flugtinstinktet er aktivt – adlyder den ret sandsynligt ikke et klassisk betinget signal.

Nu har vi været omkring den læringsteoretiske del i forhold til at træne hesten til at udvise mere af en given adfærd – på søndag skal vi se nærmere på, hvordan vi kan træne hesten til at udvise mindre af en given adfærd – dvs. Tilvænning til forskellige situationer/ting.

Hvis du har spørgsmål er du altid velkommen til at sende mig en mail på: info@lisettenorah.dk

Er du interesseret i mere indgående viden om emnet, så tjek lige dette forløb ud: http://lisettenorah.dk/online-forloeb-om-adfaerd-og-laeringsteori/

Rigtig dejlig december til dig og din hest.

//Lisette Norah.

Mere harmoni i samarbejdet med din hest – del 1.

1. søndag i advent

Så blev det første søndag i advent, og min adventskalender kickstartes hermed. Der kommer hver søndag i advent et nyt blogindlæg, som hænger sammen med de foregående, og hele temaet omhandler, hvordan du kan opnå større forståelse for din hest og skabe et mere harmonisk samarbejde med din hest. 

Mit mål med hestetræning er altid at skabe mindre afstand mellem hest og rytter, at højne rytterens forståelse for hesten og at tage hensyn til de forudsætninger den enkelte hest har. Jeg oplever at det bidrager til større samhørighed og harmoni hos ekvipagen, og ikke mindst er det med til at øge rideglæden og passionen hos rytteren.

I dette afsnit skal vi kigge på, hvilken adfærd der er naturlig for hesten, og hvilke udfordringer og fordele det kan bibringe

2.Søndag i advent skal vi kigge på den mest overordnede læringsteori i forhold til, at lære hesten at vise mere af en given adfærd.

3.Søndag i advent skal vi kigge på læringsteori-delen, hvor vi ønsker at mindske en given adfærd hos hesten.

4.Søndag i advent handler det om, hvordan du kan se hvordan din hest har det, så du har de bedste forudsætninger for, at handle på den mest hensigtsmæssige måde i forhold til dens behov.

smil

Hestens adfærd.

Når vi er sammen med vores hest, oplever vi forskellige former for adfærd hos hesten. Vi oplever også at heste er forskellige, og det der virker i træningen af den ene hest, virker ikke nødvendigvis i træningen af en anden. Heste er motiveret af forskellige ting, og træningen bør modificeres derefter.

Hesten er fra naturens hånd motiveret af følgende:

Flok – hesten er et flokdyr, og dens overlevelse er afhængig heraf. Det ved de fleste godt. Selvom hesten jo ikke er i fare i ”vores verden”, når den er uden sin flok, hænger instinktet stadig ved. Hos nogle heste er det meget udtalt, og det kan være svært at ride en tur ud alene på hesten, eller måske bare at tage hesten alene ind i stalden til en strigletur, fordi hesten lider af separations-angst. Andre heste ænser knapt hvor de andre heste befinder sig, og lader sig ikke ”smitte” af resten af flokkens adfærd i samme grad.

Flugt – Hesten er et flugtdyr, og dens overlevelse afhænger ligeledes af, om den er i stand til at flygte fra et rovdyr. Det er naturligvis heller ikke den store trussel i vores verden – men ikke desto mindre er det et instinkt hesten er skabt med. Vi ser det komme til sin ret, når hesten ”spooker”, bliver bange for noget i sine omgivelser og springer til siden, hopper eller løber. Nogle heste ”ser spøgelser” konstant, andre heste er cool med det meste. Det er nødvendigt at vænne hesten til forskellige ting i omgivelserne, hvis vi gerne vil ride tur og befinde os forskellige steder med hesten på en forholdsvis sikker og rolig facon. Det kommer vi nærmere ind på i et af de næste afsnit.

Foder – hesten er i større eller mindre grad motiveret af foder. Nogle meget, andre mindre. Det kan blive en udfordring, hvis du har en meget fodermotiveret hest, der gerne tager et ekstra pres i munden fra biddet – eller som godt liiige kan se bort fra de få sekunders smerte fra hegnets stød, bare for at få den tot græs på den anden side. Andre heste er ikke særligt fodermotiverede, og vil måske ikke engang tage imod en godbid, hvis den er stresset.

Formering – Især hingste og hopper er motiveret for, at formere sig, for at sikre artens overlevelse. Hos hopper kan det opleves som ændret adfærd i brunstperioden, som i nogle tilfælde kan skabe problemer. Hos hingste kan adfærden i nogle tilfælde være voldsom, når der er hopper i brunst indenfor rækkevidde. I de tilfælde er det nødvendigt at træne hestens grundsignaler ekstra godt.

Frihed for smerte – Hesten er motiveret for at slippe for ubehag og smerte – igen er der forskel på heste. Nogle heste er f.eks. ret prestolerante, og ”æder” gerne et rap fra hegnet, hvis ellers det betyder at der er grøn græs til fri afbenyttelse på den anden side. Andre heste er super sensitive, og spjætter ved den mindste berøring.

Hestens naturlige adfærd kan selvsagt give os nogle udfordringer, når vi nu gerne vil håndtere og ride hesten. Men denne viden kan heldigvis også bruges hensigtsmæssigt i træningen, både i forhold til at lære hesten nye ting og motivere hesten i læringsprocessen.

En anden ting, der er vigtig at forstå er, at heste og ponyer ikke har det center i hjernen (som hos mennesker sidder i frontallapperne) der skal til, for at kunne snyde, regne ud, være frække, planlægge, konsekvensberegne – eller, med ét ord: ræsonnere. Så, når hesten udviser en adfærd, er det fordi den handler ud fra et instinkt. Den smider ikke rytteren af, fordi den har planlagt det, men fordi den føler ubehag ved sadlen der ikke er korrekt tilpasset, fordi den er øm i sin krop, fordi den bliver bedt om noget, den har fysisk svært ved eller noget helt fjerde – og så reagerer den prompte. Når man finder forståelsen for, hvoraf hestens adfærd udspringer, er det også nemmere at udvise forståelse i træningen af hesten

Hestens nervesystem.

Det, der sker i kroppen hos hesten, når den er stresset, er akkurat det samme som hos mennesker. Det sympatiske nervesystem sætter igang, hvilket betyder at pulsen stiger, ilt-optagelsen øges, ofte er der brug for at tarmen tømmes (det har du garanteret oplevet din hest gøre, når den er stresset) og hele kroppen er i alarmberedskab og klar til kamp eller flugt. For hestens vedkommende vil det oftest være flugtinstinktet der sætter ind.

Hesten kan være udsat for langvarig stress, hvis den igennem en længere periode udsættes for hård træning, social isolation, mangelfuld fodring, begrænset mulighed for at udvise naturlig adfærd, hvis hesten har ondt i sin krop, mm., hvor den samlede sum af stressorer udgør en så stor faktor, at hestens alarmberedskab er på konstant overarbejde.

Jeg tager udgangspunkt i den akutte stress – altså en stress der er kortvarig, og som er udløst af faktorer i det omgivende miljø som f.eks. læsning, en “farlig” traktor, ukendte situationer mm. Når vi omgås vores hest, er vi naturligvis ikke interesseret i, at den er stresset – ligesom vi også selv finder det ubehageligt at være det. For at sænke hestens stressniveau, skal vi sætte gang i det parasympatiske nervesystem – det er her hesten er i ro, spiser og har en rolig og stabil puls. Det er klart, at når hesten skal trænes, er det ikke meningen, at den hverken skal spise eller sove – men i hvert fald vil vi gerne have at den er tilpas rolig, så vi kan håndtere den og få gode oplevelser sammen med den.

Det er vigtigt, at vi altid tager hånd om hestens stressniveau som det første, og sikrer at hesten har et lavt stressniveau og er tilpas med situationen, før vi begyner at kræve noget af den. En hest der er stresset bruger som oftest sin krop uhensigtsmæssigt og kan være svær at komme i kontakt med, hvorfor det bliver svært at lære den særligt meget.

Når nu vi har sat os godt ind i, hvordan hesten fungerer rent instinktivt, kan vi begynde at kigge på læringsteorien der netop tager hensyn til ovenstående, og som gør det muligt for os at træne på en effektiv og hestevenlig måde, som bringer dig og din hest tættere på et harmonisk og tillidsfuldt samarbejde. 

På søndag (2. Søndag I advent) skal vi kigge nærmere på den læringsteoretiske del der omhandler at øge sandsynligheden for mere af en given adfærd – altså ren indlæring.

Er du interesseret i mere indgående viden om emnet, så tjek lige dette forløb ud: http://lisettenorah.dk/online-forloeb-om-adfaerd-og-laeringsteori/

Rigtig dejlig jul til dig og din hest 🙂

//Lisette Norah.

Er din hest mere smidig end stabil – eller omvendt? (og hvordan træner du så din hest mest hensigtsmæssigt?)

Vi vil så gerne, at vores heste bruger sig rigtigt, at de trives og har det godt fysisk som mentalt. Det kan være en jungle at finde rundt i de mange forskellige træningsmetoder der findes, og for mit vedkommende er jeg mest tryg ved at tage udgangspunkt i det man kan se og det, videnskaben peger på er sundt for hestens krop. 

Jeg har netop været på en helt fantastisk workshop på Blue Berry Hill, hvor emnet var fysioterapi og bevægelsesforbedring. Endnu engang blev jeg bekræftet i, at det jeg gør i træning og undervisning med hestene, er med til at styrke og gavne hestens krop og sind, men ikke mindst fik jeg på denne workshop et “ekstra lag” bygget på, og jeg vil i dette blogindlæg dele ganske lidt af min nyerhvervede viden om, hvordan vi kan arbejde os frem til at få en blød, smidig og samtidig stabil og stærk ridehest. 

plet1

Det jeg blev allermest optaget af på workshoppen var forskellen på, hvad de forskellige muskler gør. Jeg var klar over hvordan de store bevægelsesmuskler arbejder, og at der skal være bestemte forhold til stede, for at de kan arbejde optimalt. Rygsøjlen skal være lige og løftet via det aktive rygbånd, for at skabe plads til at den lange rygmuskel kan arbejde uhindret og formidle energi fra forpart til bagpart, ligesom de nederste halshvirvler løftes via aktivitet i nakkebåndets lameller. Brystmuskulaturen skal være aktiv og smidig og ikke mindst i balance, for at hesten kan bevæge sig sundt – og det hele hænger uløseligt sammen. Hvis der for eksempel er problemer i forparten, fungerer ryg og bagpart ikke optimalt, og sådan kan selv små issues ét sted i kroppen, påvirke hele resten af kroppen.

De muskelgrupper vi kom dybere omkring her på workshoppen var stabiliseringsmusklerne – altså de muskler, der sørger for at bl.a. ribben, ryg -og halshvirvler bliver på plads, så de ikke pludselig “smutter ud”. De sørger altså for, at hvirvlerne sidder på en lige linie, som perler på en snor. Hvis der bliver et “knæk” på perlekæden, eller hvis den “drejer” eller “twister”, nedsættes muligheden for, at perlekæden (rygsøjle og halshvirvler) kan løftes og ikke mindst bliver det besværligt for de stabiliserende muskler, at holde skelettet stabilt. Det blev meget tydeligt for mig, hvor vigtigt det er, at hesten er styrket i disse muskler, for at kunne løfte brystkassen, bære sig selv og ikke mindst rytter, og samtidig holde en stabil krop imens den bevæger sig. Jeg blev meget bekræftet i, at det ligeudrettende arbejde er alfa omega for hesten.

hesteryg

Men heste er naturligvis forskellige, med hver deres udfordringer kropsmæssigt. Vi fik masser af eksempler på og gode øvelser til forskellige typer af heste, og jeg lærte at spotte, hvornår hesten har brug for at opbygge sin “core strength ” – altså sin stabiliserende center muskulatur, og hvornår der er brug for det mere smidiggørende arbejde af især de store bevægelsesmuskler.

Mange gange kan man også opleve, at hesten faktisk bliver slap og “dingler”, når den bliver smidiggjort i de store bevægelsesmuskler – og så er det tegn på, at stabiliseringsmusklerne hele tiden har været underudviklet, og at de store bevægelsesmuskler har gjort arbejdet med at stabilisere kroppen, for at “holde sammen” på skelettet. Det er klart, at musklerne, der er skabt til at bevæge sig – altså trække sig sammen og slappes igen for at flytte på knoglerne – bliver stive og får ringe arbejdsbetingelser, når de skal stive sig konstant for at holde på skelettet – og (blandt andet) derfor er det vigtigt at styrke hestens stabiliseringsmuskulatur, så de kan holde skelettet stabilt, imens bevægelsesmusklerne frit kan bevæge sig.

Med ovenstående in mente bliver det også tydeligt, at det er en rigtig dårlig idé at korte hesten ind for tøjlen, at overbøje hesten og få den til at udføre øvelser, den ikke fysisk er i stand til.

Hvis du har en hest, der har svært ved at holde balancen, ikke kan rides ligeud, som falder ud eller ind af volten og “dingler” og du har en fornemmelse af, at den har rigtig svært ved at være lige i sit center og holde brystkassen lige over jorden, så har din hest uden tvivl brug for at få styrket sine stabiliseringsmuskler. Her er det vigtigt at holde et nogenlunde stabilt og jævnt tempo, og undgå for mange skift i tempo og retning. “gulerodsøvelser” og løft af brystkasse, ryg og bækkenvip på staldgangen er ligeledes med til at styrke stabiliseringsmuskulaturen.

Hvis du har en hest, der har svært ved at dreje blødt og ubesværet, som føles “stiv som et bræt”, som er usmidig i sine bevægelser, og som har svært ved at slippe hals og hovede og hele tiden “holder på sig” med stive muskler – så har din hest brug for hjælp til at blive smidiggjort, så den kan slippe spændingerne og bruge sine bevægelsesmuskler frit og sundt. Her er det en god idé at lave mange skift i tempo og retning, men altid med fokus på at holde “perlekæden” rettet ud – det er altså fint at lave bløde buer og bøjninger, men altid med en følelse af, at hele hvirvelsøjlen følger med som en slange. Ergo: undgå til enhver tid overbøjning. Assisteret udstrækning, hvor du f.eks. holder hestens ben og hjælper den til at strække det gradvist frem, er også med til at smidiggøre muskulaturen, og en god omgang behandling fra en dygtig fagperson (massør, KST, ET eller anden, der arbejder med bevægelsesmusklerne) er aldrig af vejen.

Det er altså vigtigt at gøre sig nogle overvejelser omkring, hvordan din hest fungerer i sin krop og blive bevidst om, hvilke udfordringer og fordele den har, så du kan sætte ind med de rigtige værktøjer og træne dig til et harmonisk og sund ridehest.

Du er meget velkommen til at sende mig en mail på info@lisettenorah.dk, hvis du har spørgsmål, og hvis du har lyst til at nørde harmonisk og sund hestetræning er du mere end velkommen i min gruppe på facebook: https://www.facebook.com/groups/198510337233755/?fref=ts

Rigtig god træning til dig og din hest 🙂

Lisette Norah

Voldsom adfærd ved brug af godbidder.

Nogle heste er ekstremt vilde med mad, og de vil gøre næsten hvad som helst for at få bare en lille godbid. Særligt disse heste kan udvikle en voldsom adfærd – og jeg har set mange eksempler på det. Jeg har selv en hest, som var direkte farlig, alene af den grund, at hun var vant til at få masser af godbidder, så snart der var mennesker i nærheden. Hun kom flyvende med ørerne tilbage, og tænderne forrest, og så sad de tænder altså i armen, hvis ikke man passede på. Hun kunne også sagtens finde på at stejle og slå med forbenene efter én. Denne adfærd var kommet af, at hun har fået godbidder, også når hun tiggede. Hun har hapset efter lommen, og fået en godbid, hun har bidt og fået en godbid, stejlet og fået en godbid osv.. Man kan sige, at hun har trænet sine mennesker godt (hvis ellers heste kunne træne mennesker), for de har i hvert fald fundet ud af, at bare de kastede en gulerod efter hesten, så stoppede den voldsomme adfærd – altså, lige indtil guleroden var spist (og så fik den sørme én til..).

Selvsamme hest er i dag rolig omkring godbidder – og hun får dem i stakkevis, når jeg træner nogle krævende ting med hende, som for eksempel trailertilvænning, nye øvelser osv.

smil

Jeg er stødt på en holdning om, at hesten for det første ikke kan opfatte godbidden som belønning, men dog samtidig opfatte godbidden som bestikkelse. Det forholder sig sådan, at hesten ikke kan ræsonnere – altså, den kan ikke lægge planer, konsekvensberegne, snyde, “være fræk”, eller hvad vi nu kan fristes til at tro. Det er fysisk umuligt, det kan den altså ikke. Så det er ikke sådan, at hesten deler ting op i kategorier, og tænker “okay, denne her godbid var helt klart en belønning”.. hesten agerer blot ud fra instinkter – og i og med heste er motiveret for at få mad, er mad uden tvivl en behagelig og positiv ting for hesten. Så, når den får mad under træningen, vil den gentage den adfærd, der udløste godbidden, for igen at få mad. Ligesom den vil gentage en adfærd, hvis adfærden afføder at hesten slipper for ubehag (et godt eksempel er en hest, der har ondt, der bukker og slipper for det ubehagelige pres fra rytterens vægt – næste gang rytteren sidder der, vil den gentage adfærden, ikke fordi den har lagt en plan eller vil snyde rytteren, men alene fordi den har oplevet at slippe for ubehag på den måde).

Vi vælger altså helt selv, om vores heste udviser voldsom adfærd omkring godbidder, eller om den er god til at håndtere godbidderne.

Hvis vi giver hesten godbidder når den tigger, møffer i lommen mm., så kan vi være helt sikre på, at den bliver super god til at tigge – og den vil blive tiltagende insisterende i sin tiggeadfærd, til stor frustration for de, der håndterer den. Omvendt, hvis den oplever kun at få godbidder når den forholder sig roligt med hovedet væk fra rytteren, så er det det mønster, den vil gentage.

En anden ting jeg er stødt på, er holdningen om, at det tager lang tid at vænne hesten fra godbidderne igen. Det forholder sig imidlertid sådan, at det sagtens kan lade sig gøre at udfase godbidderne – og det er også meningen. Når hesten er super god til at gøre det, vi har lært den skal, så skruer vi ned for mængden af godbidder, og til sidst behøver den ingen – måske lige en enkelt i ny og næ, når vi synes musse har været ekstra god 🙂 Generelt bruger jeg mest godbidder, når hesten skal lære noget nyt, eller noget svært, og jeg er ikke bleg for at bruge i rigelige mængder. Jeg har aldrig oplevet, at det blev et problem, så længe jeg har været opmærksom på, at hesten kun belønnes, når den udviser den adfærd, jeg ønsker (og jeg skal hilse at sige, at jeg mest af alt træner ekstremt fodermotiverede heste – for jeg synes de er så dejlige at arbejde med)

Mange nævner også, at hesten kan trænes uden godbidder. Jeps, hesten kan sagtens trænes uden godbidder – det er blot et spørgsmål om timing. Hvis du timer dine signaler rigtigt, kan du lære hesten hvad som helst. Ligesom du også sagtens kan belønne hesten ved at klø/ae den – det vigtige er, at belønningen er ubetinget rart for hesten, og du vil opleve at nogle heste er ligeså motiveret for at blive nusset/kløet, som at få en godbid, nogle er mere motiveret for det ene end det andet, og sådan er alle heste forskellige.

Men hvorfor er det så, at jeg alligevel bruger de godbidder?

Det gør jeg, fordi det er positivt for hesten. Fordi jeg ønsker, at hesten skal associere det, at være sammen med mig og blive trænet, som noget rart (og selvfølgelig er hele min positive tilgang til hestetræning fundamentet for, at hesten får en god oplevelse, men godbidden er uden tvivl en meget stor motivationsfaktor for mange heste).

Ikke mindst er godbidder fremragende til at sænke stressniveauet – tyggerefleksen igangsættes, hvilket skaber aktivitet i det parasympatiske nervesystem, og hesten beroliges således, samt at den får en positiv oplevelse med en ellers stressende situation.

HVIS du nu står med en hest, der udviser tiggeadfærd – så kan du sagtens aflære det – se hvordan du gør i klippet her:

(den lille fine plag på klippet, er selvsamme hest jeg har beskrevet i indlægget, med den voldsomme tiggeadfærd)

Rigtig godt træning til dig og din hest 🙂

Lisette Norah

Er du i harmoni med din hest?

Et harmonisk samarbejde..

er noget, der kan være svært at sætte ord på.
Og jeg er ret sikker på, at det er meget individuelt, hvordan vi hver især oplever og definerer harmoni og samarbejde.

dsc_0014

For mig er harmoni en følelse indeni mig. Det er når jeg føler, at der er en indforståethed imellem mig og min hest. Når jeg føler, at jeg har tillid til min hest, og den har tillid til mig. Når jeg føler at vi kan klare alting sammen.

Men vejen dertil er ikke nødvendigvis noget, vi får skænket helt gratis. Det handler først og fremmest om vores eget mål og fokus, om vores egen velvilje i forhold til at gå den vej, der skal til, for at opnå det harmoniske samarbejde.

Jeg tror på at hesten kan mærke vores energi og stemning, og det er vigtigt at bevare et rent hjerte og et tålmodigt sind, når vi er sammen med vores hest. Også når det er svært. Måske burde vi i virkeligheden give hesten en fridag, når vi ikke formår at leve op til ovenstående, eller i det mindste skrue ned for kravene til os selv og hesten, så det bliver en god oplevelse trods alt.

Ud over følelse og energi, er der rigtig mange konkrete metoder, vi kan tage i brug, når vi gerne vil opnå et harmonisk samarbejde. Ingen teknikker er perfekte uden indføling og hjerte, men uanset kan vi bruge det vi har fra videnskaben, og basere vores træning på det. Viden om, hvordan hesten helt konkret lærer, og hvordan dens krop fungerer. Således kan vi tage hensyn til hestens krop og sind, og give hesten masser af positive oplevelser.

Når vi er dygtige til at kombinere følelse og viden, vil vi få en hest, der oplever forudsigelighed, og som ved hvad vi forventer af den. Den får positive oplevelser, når vi sørger for at time vores signaler korrekt, og belønne hesten på rette tidspunkt. Hesten bliver tillidsfuld og rolig, og føler sig tryg ved dig. Den ved, den kan regne med dig.

En anden ting, der også er vigtig, er at aflæse hestens kropssprog og ansigtsmimik – udviser den nogen som helst former for ubehag eller stress, eller er den mild og blød i udtrykket?

Øv dig i, at aflæse din hest og sørg for at være forudsigelig, og omgås din hest med indfølelse.

Hvis du vil vide mere om, hvordan du kan opnå et harmonisk samarbejde med din hest, er mit online forløb måske noget for dig? se mere her:

http://lisettenorah.dk/online-forloeb-om-adfaerd-og-laeringsteori/

Rigtig god træning til dig og din hest 🙂

Kærligst
Lisette Norah

Løber din hest om hjørner med dig?

Heste og ponyer kan i nogle tilfælde virke til at være ret udspekulerede, frække, ude på at bestemme – og hvad man nu ellers kan have oplevelsen af. Et typisk og velkendt eksempel er den lille runde pony, der snupper tøjlen, og tøffer hen til nærmeste tot græs, uden at tage sig det mindste af den stakkels lille rytter, der febrilsk forsøger at hive hestens hoved op med tøjlen. Dét er godt nok en fræk pony!

Det kan i hvert fald godt virke sådan.

dsc_0023

Sandheden er imidlertid, at heste og ponyer slet ikke har det center i hjernen (som hos mennesker sidder i frontallapperne) der skal til, for at kunne snyde, regne ud, være frække, planlægge, konsekvensberegne – eller, med ét ord: ræsonnere.

Hestens adfærd udspringer ene og alene ud fra dens naturlige instinkter;

  •  Formering – hvilket jo især gælder hopper og hingste.
  • Flugtinstinkt – som er det der gør, at hesten forsøger at slippe væk på den ene eller anden måde, når noget er farligt.
  • Flokinstinkt – som gør, at hesten helst befinder sig sammen med sin flok, simpelthen fordi det rent instinktivt er mest sikkert for den, for at overleve.
  • Fodermotivation – som man ofte særligt ser hos koldblodsracer, der næsten vil hoppe på tungen og danse for at få bare én godbid!
  • Frihed for smerte – som gør, at hesten forsøger at slippe for noget ubehageligt og/eller smertefuldt.

Der er naturligvis forskel på fisk – og heste. For eksempel kan en meget fodermotiveret fjordhest godt lige overskue at få et par rap af stødhegnet, hvis det til gengæld betyder, at den efterfølgende kan stå og mæske sig i lækkert græs på den anden side af hegnet. Det er ikke fordi den er fræk – det er bare fordi, den gerne vil ha det lækre græs. Den har ikke lagt strategier og planer for, hvordan den nu skal snige sig på den anden side af hegnet – den er blot så motiveret af græsset, at den bare gør det. Den overvejer ikke lige hvad hestemor synes om det, og om det nu er forsvarligt, eller om den mon kan komme tilbage til sin flok. Det er bare “græs – nu tak!”.

På samme måde er der heste der er meget motiverede for at være sammen med flokken, hvor andre ikke vipper et øre, når de rider afsted på tur alene. Nogle heste vil gøre alt for en godbid, hvor en anden ikke kan koncentrere sig om at tage imod en godbid, fordi den er SÅ stresset over den dér farlige traktor og er klar til at flygte. Og naturligvis er der også forskel indenfor racerne – også når det kommer til fjordheste 😉

Nu når vi ikke kan give hesten skyld for at være fræk og udspekuleret, kan vi til gengæld bruge vores viden om hestens naturlige adfærd til at træne den på en hensigtsmæssig og effektiv måde, der samtidig tilgodeser hesten på alle måder – så både hest og rytter får masser af gode timer sammen.

Følg godt med på min blog, for der kommer løbende helt gratis træningstips, som du kan bruge i træningen af din hest.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev – så får du mine tips direkte i din indbakke: http://eepurl.com/b6CliP

Rigtig god træning til dig og din hest 🙂

Lisette Norah

At indklikke hesten..

Når jeg træner heste, bruger jeg som oftest negativ forstærkning, som kort fortalt går ud på at man giver hesten et signal, og fjerner dette i sekundet, hvor hesten responderer, som ønsket – således øges hestens motivation for at gentage samme adfærd, næste gang den mærker signalet.

dsc_0014

Når jeg gerne vil lære hesten noget nyt, og måske noget der er svært for den, bruger jeg positiv forstærkning sammen med negativ forstærkning – dvs. jeg gør noget, der er rart for hesten, som motiverer den til at udvise den adfærd, der udløser godbid, nus/at blive kløet på halsen (alt afhængig af, hvad hesten er vild med).
Min plag er meget knyttet til sine foldkammerater, og synes det er frygteligt at forlade dem – og da jeg gerne vil ud og gå ture med hende, så hun kan blive habitueret til biler, hunde, skilte, fugle – og hvad der ellers findes derude, er det nødvendigt for mig, at hun er motiveret for, at følge med mig. Hun er meget madmotiveret, og dermed er godbidder en helt fantastisk hjælp, når hun skal lære noget nyt – og kan fint også bruges til at skabe en positiv association til forskellige ting – som f.eks. at forlade flokken og gå på tur.
For at belønne min hest helt præcist, er klikkeren en god hjælp. Hvis jeg f.eks. står og løfter hestens bagben (som er én af de ting jeg altid øver med min plag) så er det svært at stikke hesten en godbid lige i det sekund hvor den står pænt stille, med benet oppe i min hånd. Og det er i sådan en situation det er smart, at have en klikker, som kan belønne hesten med klikket lige i det sekund, hesten gør det, vi gerne vil have mere af.
Det er naturligvis nødvendigt at lære hesten hvad denne kliklyd betyder – alene betyder lyden jo ingenting for hesten.
Helt praktisk gør jeg det, at jeg har et “target” med – i mit tilfælde en strigle (som vi aldrig bruger alligevel), som hesten nemt kan ramme og få øje på – og så starter jeg med at holde dette tæt hen til hendes mule. Da hesten puffer med mulen til låget, er jeg lynhurtig og siger min godbid-lyd (eller klikker) i samme sekund, og giver straks herefter hesten en godbid. På det tidspunkt har godbid-lyden sandsynligvis endnu ikke fået nogen betydning.
Men jeg gentager denne øvelse flere gange, og efterhånden flytter jeg låget (target) gradvist længere og længere væk fra hesten, og er hurtig til lyd – godbid lige, når hesten dutter på target. En hest der er meget madmotiveret, fanger oftest lynhurtigt hvad opgaven går ud på, og jagter ivrigt låget, for at dutte og få sin godbid. Hesten hører godbid-lyden, og forventer efterhånden at der lige efter lyden kommer en godbid.
Det er vigtigt at være hurtig til at sige lyden/klikke i det øjeblik hesten dutter på target, da adfærd og belønning skal falde indenfor samme “hukommelsestid”, og altså være indenfor hestens korttidshukommelse, for at hesten kan kæde det sammen. Af samme årsag er det vigtigt at lyd og godbid kommer hurtigt efter hinanden – så det er med at være ferm til at styre target, sige lyd/bruge klikker og give godbid. (Det kan evt. være smart med en hjælper).
Når først hesten associerer lyden/klikket med godbid, behøver godbidden ikke falde i samme sekund – hesten ved godt, at der er én på vej, og vil allerede finde belønning, når lyden/klikket høres. Og så er det at man kan bruge lyden/klikkeren til at være helt præcis, når man belønner hesten.
Når hesten er helt med på at lyden betyder godbid, er det bare med at anvende konceptet i den øvrige træning. Så er det nemlig muligt at belønne hesten meget præcist på f.eks. at følge med, når du beder den om at gå frem, eller f.eks. stoppe for pres i grimen på vej tilbage, hvor hesten måske ellers gerne vil løbe hjem.
Det er klart at man også kan habituere hesten til at være væk fra flokken, ganske enkelt ved gradvist at bevæge sig længere væk fra flokken, og stille og roligt give hesten positive associationer – men det er blot mindre stressfuldt og langt nemmere at skabe en positiv association til at forlade flokken og se på “farlige” ting, hvis der er lækkerier i sigte. Inden længe vil hesten ligefrem elske at komme med på tur, fordi den vil associere situationen med godbidder 🙂
Vær obs på at række hesten godbidden, væk fra dig og dine lommer, så du ikke ender med en hest der selv tager sine godbidder og begynder at blive voldsom. Af samme årsag kan det være hensigtsmæssigt kun at give hesten godbidder i forbindelse med træningen, når den har udvist ønsket adfærd, da “gratis-godbidder” kan føre til heste der tigger og måske endda napper/bider.

Du får her et lille klip, hvor jeg indklikker min unghest:

https://www.youtube.com/watch?v=_N_4st7g81E

Rigtig god træning til dig og din hest 🙂

Lisette Norah

Har din hest udviklet en adfærdskæde?

Indimellem kan man træne og træne.. og træne lidt mere, og synes man har lavet et super godt trænings setup. Og så gør hesten bare ikke helt, som man gerne vil, og det er svært at gennemskue hvor det er gået galt. 

dsc_0023

Jeg taler hele tiden om timing – “timing is everything” når det kommer til indlæring hos heste (og andre dyr). Derved mener jeg, at det er afgørende at vi husker at slippe det pres, vi udsætter hesten for, lige i det øjeblik hesten udviser den ønskede adfærd, og at vi umiddelbart efter giver hesten sin godbid (hvis godbidder ellers er en del af trænings setup´et). Grunden til, at vi skal time vores signal – eftergift – og belønning er, at det skal foregå indenfor hestens korttidshukommelse, for at hesten kan koble tingene sammen. 

Det er individuelt, hvor lang den enkelte hests korttidshukommelse er. Hos nogle heste er den forholdsvis kort, og så er det med at være kvik ift. at time signaler, eftergift og belønning. Men hvad så med de heste, hvor korttidshukommelsen er lang? Så har man bedre tid at reagere i, men det giver også mulighed for, at hesten kan udvikle en adfærdskæde. Noget man indimellem kan have svært ved at få øje på, når det er sket. 

Min egen plag, som agerer moviestar i en del af mine videoklip, har en lang korttidshukommelse – fandt jeg ud af 😉 Hun er koldblod, ret så cool generelt, og meget fodermotiveret – ergo er hun nem at træne, fordi stressniveauet (som regel) er på et nogenlunde stabilt og lavt niveau og hun vil danse salsa og trutte som en hornfisk for en kiks – hun gør hvad som helst – bare der er mad i sigte. 

Her til aften trailertrænede jeg hende. Hun var super cool som altid, no problemo, der var jo masser af kiks og hygge i den trailer. Jeg kunne gå ned til bagdelen og sætte bommen for uden problemer – men i starten gik hun lidt ud af traileren, hvorefter jeg beder hende gå frem og giver hende en kiks for at gå frem igen. Dette gentog hun så nogle gange – og så slog det mig: hun har lavet en adfærdskæde! Hun gør nemlig akkurat det samme på staldgangen, hvor jeg ellers synes hun efterhånden er blevet så dygtig til at stå stille. Men når jeg bevæger mig til bagparten, går hun et par skridt tilbage, jeg beder hende gå et par skridt frem, og hun får en godbid. Jeg er, helt ubevidst, kommet til at lære hende at hun skal gå et par skridt tilbage og så et par skridt frem for at få sin kiks. Og det samme viste sig her i traileren. 

Jeg er ret sikker på, at det er affødt af, at jeg i starten belønnede hende meget for at gå tilbage til udgangspunktet på staldgangen – altså, når hun hev i rebene, stod uroligt mm. gav jeg et signal til at bakke eller gå frem, og så fik hun kiks for, at stå stille der. Eftersom hun er meget fodermotiveret, og i starten udviste en del tiggeadfærd, er hun gået tilbage til mig (som har lommen fuld af kiks) når jeg bevægede mig til bagparten – og så har jeg bedt om frem og belønnet for frem (men i virkeligheden har jeg lært hesten: bak + frem = kiks).

Ikke så super hensigtsmæssigt egentlig!

Så lige et note: vær undersøgende på, om din hest har en lang korttidshukommelse, og opmærksom på, hvilken adfærd det i virkeligheden er, du forstærker din hest i at udvise 😉 

Rigtig godt træning til dig og din hest 🙂