Maggi´s historie

Jeg vil fortælle historien om mit lille hjertebarn; Maggi.
Jeg vil fortælle historien, fordi Maggi er et fremragende eksempel på, at lige meget hvor vild og uterlig en adfærd en hest kan have – så er det muligt at finde vejen til tillid, samhørighed og en hest der roligt lytter til dine signaler.
Jeg fandt Maggi i en salgsannonce. Hun så frygtelig ud. Mange gange kiggede jeg på annoncen; knapt et år gammel, blanding mellem ren islænder og jyde/knabstrupper. Havde aldrig været i hænder. Jeps, en rigtig sølle kastebold. Jeg forsøgte at slå tanken væk – men jeg kunne ikke slippe hende igen.
Jeg tog ud for at se hende – så kunne jeg med egne øjne se, at jeg jo ikke skulle have “sådan en sag” med hjem.. det ville blive dyrt, besværligt og sikkert med et skidt udfald i sidste ende. Ufornuftigt.
Så stod det bette skind dér, i maj måned med en KÆMPE pels fyldt med knuder og filt, alt for lange hove og en grime der sad stramt omkring det lille ansigt.
Så jeg købte hende.
I starten kunne jeg ikke engang fodre hende – det vidste hun ikke hvad var. Men guderne skal vide, at hun havde brug for det!
Tålmodigt kom jeg med en spand med lidt foder i, som hun begyndte at æde fra, når jeg var på behørig afstand. Jeg rykkede en my tættere på hver dag. Til sidst kunne jeg have en hånd på kanten af spanden, imens hun – lidt skeptisk – spiste sin mad.
Da først hun fandt ud af, at jeg kunne klø hende, gik det hurtigt. Det var hun helt vild med. Jeg kunne efterhånden klø hende over hele kroppen – stykke for stykke vænnede jeg hende til berøring, klar til at flytte mig, når der indimellem kom et sæt tænder eller et bagben.
Jeg var nok en anelse utålmodig, for hovene skulle ordnes, og pelsen var fuld af lus – plus at der var en kæmpe vinterpels der sad enormt godt fast. Måske fordi hun var et rent skelet inde bag.
Det endte med at jeg i løbet af sommeren kunne strigle hende over alt, løfte ben og trække med hende – sådan til husbehov.
Det viste sig, at hun var enormt seperationsangst. Hun gik fuldstændig bananas, når vi gik væk fra flokken. Hun både stejlede og løb, og var virkelig halv-farlig at være omkring.
Det tog lang tid – step by step – at vænne hende til at være væk fra flokken.
Jeg trænede tålmodigt med hende, og blev indimellem i tvivl om jeg virkelig orkede at fortsætte. Men tanken om, hvordan hendes liv skulle forme sig hvis jeg solgte hende, kunne jeg ikke holde ud.
Hun blev efterhånden nem at håndtere – både alene på staldgangen, på gåture og som håndhest.
Da det så ud til, at hun ikke blev stor nok til mig, valgte jeg at sætte hende til salg. Hun var efterhånden så nem og rar, at jeg tænkte at hun ville fungere fint – bare hun kom til det rette hjem. Og jeg ventede på den rette køber, selvom der var flere interesserede.
Jeg solgte hende til et rigtig godt hjem, hvor jeg var sikker på hun ville få det som blommen i et æg. De ville tage hensyn til, at hun havde brug for tid til at vokse og falde til, og at der stadig var lang vej til at hun kunne rides.
En måned senere hentede jeg en agressiv og meget stresset Maggi hjem igen. Hun var begyndt at bide og sparke, så de ville forsøge at sælge hende videre.
Jeg fortrød bittert at jeg nogensinde havde solgt hende. Jeg havde vurderet fuldstændig forkert – jeg havde slet ikke fundet det rette hjem til hende. Så jeg besluttede at hun skulle blive hos mig for evigt.
Nu fulgte der masser af træning. Hun bed, sparkede og stejlede. Hun kunne ikke være inde på staldgangen til en strigletur, jeg turde knapt trække hende til og fra fold, da stopsignalet var long gone. Hun var SÅ stresset og havde tydeligvis fået nogle grimme oplevelser med sig – på den ene måned.
Jeg trænede stop, bak, frem. Jeg vænnede hende til at gå væk fra flokken. Jeg trænede hende i, at stå stille på staldgangen. Ting hun uden problemer kunne, da jeg solgte hende. Mit eneste fokus var at hun skulle have gode oplevelser og trygge rammer.
Hun fik en omgang kranio sakral terapi, som hjalp en del – pigen havde rigtig ondt i ryggen, tilsyneladende efter en for smal sadel. Og hos mig havde hun aldrig set skyggen af en sadel.
behandling og træning gav pote.
Tusinder af frustrationer og tårer senere, står jeg nu med en Maggi der kommer løbende til mig, så snart hun hører min stemme. Jeg kan tage hende ind og strigle, vi kan gå ture, jeg kan longere hende – vi kan næsten “det hele” sammen. I hvert fald det, som en utilredet ung pige skal kunne.
Hun bliver stadig bange, når der kommer fremmede mennesker.
Hun bliver stadig utryg hvis vi er to mennesker omkring hende – også selvom det er to hun kender godt.
Hun kan stadig ligge på ørerne og true med tænderne, hvis man presser hende lidt for meget. Og hun vil altid have ar på sjælen.
Men jeg ved at hun stoler på mig. Hun ved at jeg ikke byder hende mere, end hun kan honorere. Hun kan regne med mig.
Og jeg ved at vi bliver verdens bedste team. Med tiden.
Når vi formår at forklare hesten, hvad vi forventer af den, og samtidig konstant regulerer vores krav efter hestens formåen og nu-tilstand, vil vi få en hest der oplever forudsigelighed og tryghed. Den finder ud af, at den kan slappe helt af, og regne med at vi ikke udsætter den for noget, den ikke kan være med til.
Og udover at få verdens dejligste kammerat lærer vi også en hulens masse om os selv – and that my friend, money can´t buy.
Maggi i dag:
Husk på; hvis du vil forandre din hest, skal du starte med dig selv.
De bedste hilsner
Lisette Norah
Ønsker du masser af konkrete værktøjer til at opnå en en hest der lytter til dine signaler – uden bøvl og kamp? så kan du melde dig på mit nyhedsbrev her, hvor du får mit gratis mini-forløb, e-bøger og tips:
[mc4wp_form id=”376″]