At ride med energi, flow og connection.

I lørdags holdt jeg kursus med fokus på hestens anatomi og biomekanik – altså hestens krop og hestens krop i bevægelse, med fokus på, hvordan vi kan hjælpe hesten til at bevæge sig sundt.

På kurset var der forskellige ekvipager på forskellige niveauer, og med vidt forskellige fokus-områder.

E´n af de sidste ekvipager ønskede at arbejde med at skabe mere stabilitet og ro i traven.

Der var tale om en stor knabstrupper-hoppe, som hurtigt kom ud af balance hvis ikke hun fik nok hjælp af rytteren – men som også blev langsom og tung, hvis tøjlehjælpen blev en my for meget.

Her arbejdede vi med;

  • Vejrtrækning – at rytteren bevarede fokus på en rolig vejrtrækning, med lange udåndinger. Dette for at bevare roen i egen krop, for at hjælpe hesten til at bevare roen i sin krop.
  • At skrue op og ned for energien – dette for at kunne “pumpe” mere energi ind i hestens bevægelser, og opnå bedre flow i bevægelserne, både når rytteren beder om mere eller mindre energi. Denne øvelse hjalp hesten til, især, at skrue ned for energien uden at “slå bremserne i”, som den ellers havde tendens til, og dermed bevare flowet fra trav over i skridt. Rytteren skulle forestille sig, at der på hestens bagpart var en vandmølle, hvor rytteren havde mulighed for at hælde mere vand på møllen (mere energi, større flow) og skrue ned for mængden af vand (mindre energi uden at miste flow). Her var udfordringen ikke at komme til at “slukke for meget” for vandet. Derfor fandt vi, at forestillingen om en volumen-knap på en radio fungerede bedre for rytteren, da det var nemmere at lave små finjusteringer på den måde for hende. Det lyder måske helt fjollet – men det er meget effektivt når vi holder vores mindset fokuseret på noget, fordi kroppen vil reagere herudfra. Så, hvis rytteren forestiller sig flow, blødhed og energi, og kan mærke det i egen krop, vil det forplante sig til  hesten.
  • At holde energien “fremme” – Da hesten var hurtig til at standse/tage farten af, så snart rytteren gjorde anlæg til at skrue ned for energien, bad jeg rytteren om at holde energien fremme. Forstået på den måde, at hun skulle lede energien frem via tøjlerne i tøjlekontakten. På den måde undgik hun at blokere hestens energi, og hjalp hesten med at holde en mere stabil energi. Det kan være en svær øvelse – for hesten havde brug for kontakten, for at kunne balancere sig, men havde samtidig brug for at blive frigjort til at kunne holde energien oppe.

Øvelserne var med til at træne rytterens “fingerspitz-gefühl”, og der blev skabt en renere connection mellem hest og rytter – og deraf mere stabilitet og ro, men samtidig energi. Ekvipagen endte med at få en ret fin og stabil trav, og faktisk fik de sluttet af med galop, som de ellers ikke før har arbejdet med på banen, fra ryggen.

Nogle gange er det bare små, næsten usynlige justeringer der skal til, for at det hele går op i en højere enhed.

Ha´ det fantastisk!

de bedste hilsner

Lisette Norah

Psst.. er du interesseret i at høre mere om mine kurser?? Du kan få flere informationer om mine kurser på siden her -> http://lisettenorah.dk/kalender/

[mc4wp_form id=”376″]

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *