4. søndag i advent – om hestens anatomi og biomekanik

Så blev det fjerde – og sidste – søndag i advent, og det er tid til sidste afsnit i dette års adventskalender. 

Vi har i de første tre afsnit været overordnet omkring hestens skelet og nogle af de store bevægelses-muskler, samt hvad der er vigtigt at tage i betragtning i forhold til at skabe sund bevægelse i hestens krop.

Hvis du er gået glip af de første tre afsnit, kan du finde dem lige her (og det er en god idé at have læst dem først, for at det giver mening):

http://lisettenorah.dk/1-soendag-i-advent-om-hestens-anatomi/

http://lisettenorah.dk/2-soendag-i-advent-om-hestens-anatomi-og-biomekanik/

http://lisettenorah.dk/3-soendag-i-advent-hestens-anatomi-og-biomekanik/

For at opsummere ganske kort og overordnet; Det er vigtigt at hestens brystkasse holdes lige over jorden i balance og at hesten holdes lige igennem hele hvirvelsøjlen. Forpartsmuskulaturen skal både være stærk og smidig, for at kunne balancere og løfte sig, så der kan skabes plads til bagben og den energi der formidles bagfra. Samtidig er det vigtigt, at hesten får plads til at strække halsen “ud af kroppen”, således at hvirvelsøjlen løftes og så de store bevægelsesmuskler kan arbejde frit med at formidle energi fra forpart til bagpart. Hesten vil således oparbejde en flot muskulatur på overlinien og efterhånden være fysisk i stand til, at der kræves højere halsholdning og mere samling.

Som lovet, skal vi nu se på nogle få konkrete øvelser, der styrker, smidiggør og balancerer hele forpartsmuskulaturen hos din hest:

Bomøvelse: 

En meget simpel og alligevel effektiv øvelse er, at lade hesten træde tværs over en bom. Du rider (eller fra jorden trækker hesten) hen så hestens krop er parallel med bommen. Det forben der er tættest på bommen skal træde op-frem-tilsiden over bommen, således at hesten løfter benet ekstra godt og dermed aktiverer musklerne i og omkring brystkasse og forben, samtidig med at “til-side”-bevægelsen smidiggør forpartsmuskulaturen. Denne øvelse gentages lige meget til begge sider.

Måske vil du se, at hesten har sværere ved at træde over til den ene side, hvilket er en fin indikator på, at hesten er mere stram og ufleksibel til den side og har brug for at blive løsnet mere til denne side – du kan i det tilfælde træne lidt ekstra til den side, i en kortere periode, til du oplever, at hesten træder ens til begge sider.

Du kan med fordel ligge to bomme i forlængelse af hinanden, så er det nemmere at koordinere bevægelsen, så det passer med hestens naturlige flow.

Cavaletti: 

Du kan sætte en cavaletti i hestens knæ-højde, og blot trække den over i skridt. Således skal hesten løfte forbenene ekstra godt og dermed aktiveres og smidiggøres brystmuskulaturen og de omkringliggende muskler. Det kan for nogle heste være besværligt i starten, og man kan i det tilfælde starte med en noget lavere bom, og sætte den lidt op, efterhånden som hesten bliver mere smidig og stærk i forparten.

Du kan også bruge ganske almindelig cavalettis, når du longerer eller rider – men vær altid meget opmærksom på at hesten holder takt, flow og “blødhed” her også, således at vi hele tiden arbejder hen imod at hesten bruger sig sundt.

Slangebuer: 

Når du rider på hesten, søger du efter hele tiden at holde hestens brystkasse lige over jorden. Du kan styre hestens brystkasse ved at du selv sidder lige i din krop med lige meget vægt i begge bøjler, og med blikket oppe og fremme. Hvis du oplever at hesten “vælter” ind mod midten, kan du åbne din tøjle ud mod barrieren og lægge indvendige tøjle på halsen. Således beder du toppen af brystkassen om, at “blive lige”.

Husk på, at hestens forben fæstnes på den store muskelmasse omkring brystkassen, og at hele denne slynge af muskler altså både står for at holde, affjedre og være elastik. Billedet illustrerer nævnte forparts-konktruktion (som vi også kiggede på sidst) og på grund af dens fleksibilitet kan der nemt ske ubalancer i alle retninger i forparten. Derfor er det vigtigt, at vi holder hestens brystkasse lige over jorden – dvs. brystbenet (“spidsen” du kan se nederst) skal være lige mellem forbenene og torntappene (det omvendte T du kan se øverst) skal pege lige op. Hvis hesten “vælter ud af/ind på” volten, er det brystkassen der er ude af balance. 

Når du fornemmer at hesten er nogenlunde blød og lige, kan du bede den om at lave en blød slangebue på langsiden. Du sørger for at i kommer fint igennem hjørnet, så hestens brystkasse kommer lige med rundt, og når i er lige på sporet kan du bede hesten om, at tage et skridt ind mod midten. Det gør du ved at åbne tøjlen (hånden ind i volten). Hvis det er svært for hesten at flytte brystkassen, kan du hjælpe lidt ved at lægge udvendige tøjle på halsen – således beder du brystkassen flytte sig med i retningen af den åbne, indvendige tøjle.

!!Vær opmærksom på at dreje, når hestens indvendige ben (eller, det forben til den side hesten skal gå) netop løftes fra jorden, således at hesten har mulighed for at sætte benet frem og til siden, fremfor at hesten “vælter ind over skulderen”!!

Billedet til venstre illustrerer et fint drej med hånden frem/ind i volten – desværre er drejet timet forkert, da hestens indvendige ben her er i jorden. Det resulterer i, at brystkassen “vælter ind i volten”, og der kommer ubalance i forparten. På billedet til højre times drejet fint, hvor indvendige forben netop løftes fra jorden og hesten har mulighed for at balancere sig i forparten

 

 

 

 

 

 

 

Det er meningen at hesten skal flytte brystkassen ind, ved at træde indvendige forben et skridt op-frem-tilsiden, ligesom ved bomøvelsen. Således holdes brystkassen lige over jorden, også når vi drejer/flytter hesten. Tag gerne et skridt eller to mere, og bed så hesten om at træde ud til barrieren igen. Vær opmærksom på, at dette er en øvelse til at åbne hestens brystkasse – så hesten skal træde op-frem-tilsiden med det forben, der er i den retning vi skal. Vi arbejder altså ikke hen imod krydsbevægelser – nok nærmere tværtimod 🙂

Du kan evt. bruge to kegler og lave en “port” i skal ride igennem et lille stykke indenfor hovslaget på langsiden – det gør det nemmere for dig at holde blikket oppe og fremme, og på den måde hjælpe hesten til at være lige i sin krop.

Slalom:

På samme måde som ovennævnte øvelse, kan du flytte hestens brystkasse i slalom. Stadig med fokus på, at holde brystkassen lige over jorden. Det er en god idé at bruge kegler som markører – gerne med rigelig afstand, så du kan ride i slalom, uden at ødelægge det bløde flow i hestens bevægelse.

Bak:

Det lyder ret simpelt, og det er det såmænd også. Når hesten skal standse og bakke, aktiveres brystmuskulaturen. Det er en god øvelse at bakke hesten både i håndtering, i træning fra jorden men også som en del af træningen. At bakke “vækker” musklerne i brystkassen, og kan være med til at få vægten længere tilbage i hesten. Hvis du rider rundt og oplever at din hest er meget tung på forparten, så stands den og bak et par skridt lige tilbage, og rid straks videre.

Der findes masser af gode øvelser til at smiddiggøre, balancere og styrke hestens forpartsmuskulatur, og de nævnte er nogle af dem, jeg af og til tager i brug, både hos mine egne heste men også når jeg er ude og undervise.

Jeg håber du har fået masser af inspiration og viden fra min adventskalender, og at det kan hjælpe dig og din hest til mere sund træning.

Du er altid velkommen til at sende mig en mail på info@lisettenorah.dk

Jeg kører ud og underviser og holder også kurser både live og online. Se mere her på min hjemmeside eller på min facebookside: https://www.facebook.com/lisettenorahchr/

Med ønsket om en fantastisk jul og et lækkert nytår <3

Lisette Norah

Pssst.. vil du gerne dykke dybere i emnet om hestens anatomi og biomekanik? og vil du gerne have konkrete øvelser og værktøjer til at hjælpe din forpartstunge hest til en bedre selvbalance, mere styrke og smidighed? så afholder jeg éndagskursus om netop dette – du kan se mere om begivenheden her (og hvis ikke du kan denne dag, kommer der flere datoer i det nye år): https://www.facebook.com/events/507271226316423/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *